Formanden har ordet: Frivillighed er fundamentet – og vi har brug for dig!

Der er mange grunde til, at vi i Nykøbing FC er stolte i disse dage – men én milepæl fortjener særlig opmærksomhed: For første gang i klubbens historie er vi nu over 1.000 medlemmer. Det er fantastisk, og det vidner om, at NFC er en attraktiv og levende klub, hvor fællesskab, udvikling og kærlighed til fodbold går hånd i hånd.
Men med stor vækst følger også stort ansvar – og et øget behov. For aldrig før har vi haft så stort brug for frivillige hænder som nu.
Frivilligheden er og har altid været rygraden i foreningslivet – også i NFC. Uden de mange, der i tidens løb har været træner, holdleder, årgangsansvarlig, hjælper hos NFC’s Venner, kridtet baner, smurt madpakker, vasket trøjer, fløjtet kampe og ikke mindst stået klar med smil og støtte, havde klubben ikke været det, den er i dag. Men vi må også erkende, at frivilligheden har ændret sig.
I dag er det ikke længere en selvfølge, at man melder sig som frivillig og bliver hængende i 5, 10 eller 15 år. Den sociale acceleration og den travle hverdag gør, at mange kun har mulighed for at bidrage i kortere perioder eller i mere afgrænsede roller. Det skal vi som klub være dygtige til at navigere i – og det er vi i den nye bestyrelse meget bevidste om. Derfor vil vi frem i den kommende periode, arbejde målrettet på hvordan vi som klub kan understøtte og udvikle frivilligheden i en ny virkelighed.
Vi har brug for alle – og der er plads til alle. Om du har lyst til at være træner, hjælpe til med fodboldskolen, Pinse Cup, stå i boder, hjælpe Vennerne med deres gøremål eller noget helt andet – så er der en rolle, der passer til dig. Og vi lover, det giver både mening og fællesskab igen.
Aktivitetsniveauet i Nykøbing FC er højt – og det skal det blive ved med at være. Alternativet er, at vi i stigende grad må betale os fra opgaver, og det vil i sidste ende betyde højere kontingenter. Det ønsker vi ikke. Vi vil være en klub for alle – og det kræver, at vi løfter i fællesskab.
Så kære medlemmer, forældre og fodboldvenner: Kig indad og overvej, om ikke du – på din måde – kan bidrage. NFC er noget, vi skaber sammen.
Vil du være frivillig, så tøv ikke med at skrive til rfs@nykobingfc.dk.
Vi ses på banerne!
René Fjeldsøe Sørensen