Flot fremmøde til årets generalforsamling
Lørdag den 10. februar 2018 kl. 09.30 afholdte Nykøbing FC sin 6. ordinære generalforsamling, hvor ca. 100 personer var dukket op for at få en dialog om hvad der var sket, men også hvad der skal ske det næste år.
Dagen blev afholdt med først morgenmad, herefter et indlæg om status på Idræts Campus, og så selve generalforsamlingen. Der blev herefter sluttet af med frokost. Før selve generalforsamlingen var der som sagt en gennemgang af idræts Campus fra arkitekt Claus Sivager, og Sille fra kommunen. De kunne fortælle om den foreløbige status på fondsansøgningerne, og om hvad der skal ske resten af 2018, 2019 og frem til primo 2020, hvor Idræts Campus forventes færdigbygget.
Morten Ammentorp, som igen i år blev valgt til dirigent uden modkandidat, fik guidet os flot igennem generalforsamlingen uden det store besvær.
Formand René Fjeldsøe Sørensen aflagde sin beretning, hvor han startede indledningsvist med at glæde sig over det store fremmøde. Bestyrelsen havde deltaget i flere temamøder for at få flere medlemmer med, hvilket måtte siges, at være lykkedes henset til fremmøde ift. sidste års generalforsamling. I selve beretningen blev der lagt vægt på de mange aktiviteter som trænere, ledere og frivillige havde stået for i løbet af året - her nævnes lidt af det der er sket i løbet af året:
- De 2 store pinsecups, fodboldskole, SFO stævner og pigeraketten
- T-licens og wildcard til U17 1. division
- Dobbelt medlemskab er udvidet til også at gælde U13 nu
- NFC har fået tildelt topcenter som gælder U10-U12
- Der er nedsat et børne- og ungdomsudvalg
Derudover blev der også kort redegjort for udvalgte resultater og samarbejde med Vordingborg på pige-/kvindesiden. Medlemstallet blev kort gennemgået, hvor der blev orienteret om et mindre fald, dog mest på pige/kvindesiden. I drengeungdom var der en svag stigning men med store forskydninger i de forskellige afdelinger. Medlemstallene er noget bestyrelsen er meget opmærksomme på. I NFC bruger vi mange ressourcer på uddannelse af trænere, og vi kan da også noterer ikke mindre end 311 kursister over de sidste 3 år. Et tal vi er utrolig stolte af. Desuden blev der opfordret til at vi rykkede sammen i bussen, og i stedet for at rive ned, så var med til at bygge op specielt for vores børns skyld.
Der var ingen spørgsmål eller bemærkninger til formandens beretning, som dirigenten herefter erklærede for taget til efterretning.
Kasserer Simon Hansen gennemgik årets regnskab. Resultatet udviste et lille overskud. Der havde været ekstra udgifter på ca. kr. 200.000 ift. sidste års regnskab, hvilket kassereren redegjorde for.
Der blev spurgt til bestyrelsens holdning til, om regnskabet kunne tåle en evt. fremtidig lånoptagelse ifm. Idræts Campus. Simon svarede hertil, at spørgsmålet skulle overvejes nøje, idet man ønskede at fastholde en sund og stærk økonomi også i relation til Idræts Campus. Herudover var der ikke yderligere bemærkninger til regnskabet som dirigenten derfor erklærede for godkendt.
Bestyrelsen foreslog, at kontingentsatserne forblev uændrede i den kommende sæson. Dette afstedkom naturligt ingen indvendinger, hvorfor dirigenten betragtede det som vedtaget.
Der var ingen indkomne forslag, og herefter var det tid til valg af bestyrelse.
Dirigenten gennemgik reglerne for valg til bestyrelsen i henhold til vedtægterne.
På valg var
- René F. Sørensen – villig til genvalg for to år
- Jan Pedersen – villig til genvalg for to år
- Jan Koch – villig til genvalg for to år
- Til de to vakante bestyrelsesposter foreslog bestyrelsen:
- Mette Pedersen for en periode på to år
- Sanne Andersen for en periode på et år
Alle kandidater blev valgt uden afstemning og modkandidater. Bestyrelsen består herefter af ovennævnte samt Simon Hansen, Casper Ravn, Michael Dinger og Carsten Berger Petersen. Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen i henhold til vedtægterne.
Dirigenten oplyste, at bestyrelsen foreslog Revisionsfirmaet Beierholm genvalgt. Ingen indvendinger hertil, så revisionsfirmaet blev genvalgt.
Under punktet eventuelt blev årets pokaler uddelt, hvor årets NFC Talent pokal gik til Victoria Rømer, og NFC Pokalen gik til Jesper Kawa.
Der var efterfølgende en debat om breddeidrætten og om medlemstallet i klubben. Der var en god dialog, og flere gode input som blev noteret ned.
Dirigent Morten erklærede kl. 12.18 den officielle del af generalforsamlingen for afsluttet og takkede for god ro og orden.
Afslutningsvist takkede René F Sørensen for valget og orienterede forsamlingen om, at bestyrelsen var glade for den gode dialog med de mange input. Bestyrelsen ville arbejde videre med de indkomne forslag.
René F Sørensen bød velkommen til Sanne Andersen og Mette Pedersen, som nye medlemmer i bestyrelsen. René F Sørensen takkede dirigenten for indsatsen.
Forsamlingen råbte afslutningsvist et trefoldigt leve for NFC.