Menu

Nykøbing FC bliver sponsor for BROEN

image
05. april 2017 kl. 13:00

Et nyt og stærkt samarbejde har netop set dagens lys på Falster. Landsdelens fodboldflagskib Nykøbing FC (NFC) støtter BROEN Guldborgsund ved at give rabat på de kontingenter, som BROEN Guldborgsund betaler for udsatte børns deltagelse i klubben.

Om samarbejdet udtaler René Fjeldsøe Sørensen, formand for Nykøbing FC:

“Vi har igennem længere tid haft et rigtig godt samarbejde med BROEN Guldborgsund, og i den forbindelse har vi drøftet forskellige muligheder for at videreudvikle dette gode samarbejde. I NFC har vi en del børn og unge, der får betalt deres kontingent via BROEN, og det er vigtigt for os i NFC, at så mange som muligt får mulighed for at dyrke en form for idræt – og det behøver ikke kun at være fodbold.

Derfor har vi lavet en aftale om, at hver gang at BROEN Guldborgsund betaler kontingent for et medlem i Nykøbing FC, så tilbagebetaler NFC en procentdel, som BROEN Guldborgsund kan bruge på andre udsatte børn og unge, der har brug for hjælp. På den måde er NFC aktivt med til at få BROEN Guldborgsunds penge til at række lidt længere.”

Formand for BROEN Guldborgsund, Lau Jensen er glad for aftalen:

“Det betyder rigtig meget for os i BROEN, at Nykøbing FC, som har mange af vore udsatte børn og unge på medlemslisten, på den måde anerkender vores arbejde og hjælper med at få støttekronerne til at række længere. Vi håber meget, at denne tilkendegivelse fra NFC kan blive en løftestang til et lignende samarbejde med andre af kommunens klubber.”

Læs mere om BROEN Guldborgsund - https://broen-danmark.dk/guldborgsund

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk