Det er endnu en gang blevet tid til at sætte spot på en af de frivillige i Nykøbing FC som bruger meget af deres fritid i klubben. Denne gang kigger vi ned i en af vores store drenge årgange – nærmere bestemt i vores årgang 2009, som på nuværende tidspunkt er U11. Her løber mange engageret trænere/ledere rundt, og en af dem er Christian Baasch. Baasch har selv en dreng i årgangen, og da der skulle findes forældretrænere til årgangen så meldte han sig som en selvfølgehed. Det var der flere som gjorde og her næsten 5 år senere, så er der stadigvæk 3 trænere som meldte sig dengang. Og det er måske en meget god indikator af årgangen – der er sjovt at være og der er mange som ønsker at bidrage til at drengene får nogle gode muligheder/oplevelser.
Men da det startede var det jo ukendt land, og ingen vidste at årgangen skulle gå hen og blive den succes som den er i dag. Baasch, som selv har spillet masser af fodbold, var jo helt ny i sin trænergerning, så hvorfor nu pludselig kaste sig ud i det? Det spurgte vi Christian Baasch om:
- I sin tid, da vi stod og skulle overtage årgangen fra Ole Nielsen og Parviz, meldte jeg mig i første omgang som assistent. Nok mest fordi det var ukendt land, og jeg ikke helt vidste hvad det indebar. Men da vi som forældre overtog trænergerningen dengang, var alle relativt grønne i forhold til børnetrænergerningen, og det var derfor mest naturligt at det blev et fælles ansvar, uden en egentlig chef. Sidenhen er Kim blevet cheftræner, og det passer mig fint, da jeg trives godt i rollen, som ”bare” træner.
- Min ambition var/er ikke er blive superligatræner eller noget i den stil. Dermed ikke sagt, at drengene ikke skal blive bedre spillere, det mener jeg bestemt de skal. Men min ambition har fra starten været, at være deltagende i min egen søns interesse. Alternativt ville jeg stå på sidelinjen og vente på han var færdig med at træne eller spille. Men da jeg selv har spillet og stadig er aktivt fra tid til anden, følte jeg både at jeg havde fornuftige forudsætninger at byde ind med, i forhold til det fodboldmæssige, men fandt det også ret naturligt at hjælpe til. Jeg har selv spillet fodbold i alle mine aktive år i Listrup, så jeg kender udmærket til det, at have nogle frivillige som vil tage del i det ansvar det er, at få en forening til at fungere. En af de fede ting ved at være træner er jo, at man lærer drengene at kende, og man altid får en highfive når man møder dem, også udenfor træningsbanerne.
Årgang 2009 er pt. klubbens største afdeling, og hvis man har fulgt dem lidt på sidelinjen, så er det en afdeling som ikke altid kun har fokus på fodbolden, men også på det sociale. Vi spurgte lidt indtil om han havde et svar på hvorfor så mange drenge havde valgt at spille i denne årgang:
- Det er altid lidt svært at beskrive sig selv i positive vendinger, men jeg vil da gøre et forsøg, så må det være op til andre at vurdere om jeg tager fejl.
Forskellighed, forståelse, dynamik og inkluderende. Det er ord jeg vil sætte på i første omgang. Vi trænere har flere forskelligheder både som mennesker, men også i forhold til hvordan vi opfatter fodbold, hvordan vi skal gøre i dagligdagen på træningsbanen og kamp osv. Men fælles for os alle er, at vi er gode til, at forstå hinandens forskelligheder og acceptere at vi ikke altid er enige. Derigennem finder vi oftest den vej VI er enige om. Så på den måde skaber vi en dynamik imellem os trænere, som forhåbentlig er med til, at tilgodese alle drengene over en bred kam.
- Med inkluderende mener jeg, at i kraft af, at vi har forskellige ”mindsets”, så er vi også gode til at være inkluderende over for alle spillere, uanset niveau og spillerambitioner. Man bliver nødt til, at acceptere, at spillerne er forskellige og forsøge på at møde/udvikle dem ”hvor de er ”. I og med flere af drengene har spillet fodbold i 6-7 år og andre måske kun 1 år, så har vi også en niveauforskel. Det er kun helt naturligt. Men det vigtige er, at man forsøger at have tilbud til alle, om det er et lokalt træningsstævne mod 3 omegnsklubber på kunstbanerne, eller om det er en kamp søndag formiddag i Brøndby. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi forsøger at have tilbud til alle, hvori den enkelte kan udvikle sig.
- Vi har også forsøgt at lave arrangementer hvor det ikke har været fodbolden der var det vigtige. Blandt andet har vi i nogle år lånt Bindernæs efterskole, hvor den har stået på alt fra fri leg i hallen, Premier League på storskærm, film og hygge og slutteligt en badetur i Lalandia. Det har rykket drengene tættere sammen. Det blev desværre aflyst i år pga. Corona, men forhåbentlig vi kan tage en revanche.
En anden medvirkende årsag er også, at vi altid har været gode til at adressere hvis der har været splid imellem nogle af drengene. Vi har brugt en del tid på at tale om det ”at være en god ven”, hvad vil det sige og hvad kan vi gøre for at vi alle sammen har det godt. Det har drengene været gode til. Vi har jo i virkeligheden en bred fundering i omegnen i årgangen, jeg tror vi har spillere fra 7/8+ forskellige skoler. Så det er jo langt fra alle drengene der omgås hinanden i skoletiden.
Og Christian Baasch fortsætter med at give rosen videre til de andre frivillige i årgangen:
- En vigtig ting, som jeg også må nævne er, at vi også altid har haft en god årgangsansvarlig, som har formået at løfte alle de opgaver som vi trænere ikke har kunnet tage, det være sig alt fra aktivering af forældre til frugtordninger, koordinering af arrangementer, forbindelse til nogle af de drenge som har det svært. Ja kort sagt alt det som ikke foregår på banen.
Fodbold er for mange frivillige i NFC en så stor ting at de ikke kunne forstille sig et liv uden, og sådan forholder det sig også for Christian:
- Nej, jeg kunne ikke forestille mig et liv uden fodbold. Jeg har selv spillet fodbold altid, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg nok ikke blev den næste Laudrup. Men det betød ikke det store for mig. Jeg spillede fodbold fordi jeg syntes det var sjovt og man fik nogle gode kammerater og en masse oplevelser. Jeg kommer ikke til at være træner for evigt, men fodbolden slipper jeg aldrig.
Og han er også klar i mælet, når vi spørge indtil hvad klubben gør godt, og måske gøre mere af:
- Jeg er glad for at klubben gør så meget for at tilbyde deres trænere forskellige uddannelser, således at man i takt med at drengene udvikler sig, også selv har kunnet bygge på. Man har haft flere sociale arrangementer, på tværs af årgangene, det synes jeg er fedt, og det skal man blive ved med. Det er vigtigt, at man også kender de andre spillere som er i årgangene over/under. Fester, Champions League, landskampsaftener og lignende er med til at styrke båndene mellem årgangene både på spillersiden, men også træner/ledersiden. Forhåbentlig vil det nye campusanlæg medvirke til, at styrke de sociale relationer i klubben.
Præmissen for enhver frivilligforening er, at alle bidrager. Uden frivillige, ingen forening, så enkelt kan det siges.
Så tusind tak for jeres store engagement.