Menu

Profil af ugens frivillig: Martin ”Dinger”

image
Ravnen
03. april 2020 kl. 12:03
Næste levende billede i vores føljeton hvor vi sætter spot på frivillige i Nykøbing FC er Martin "Dinger"

Det er blevet fredag og tid til endnu en gang at sætte spot på en af de frivillige som bruger så meget af deres fritid i Nykøbing FC. I en klub som Nykøbing FC er der masser af trænere og ledere som har direkte kontakt til fodboldspillerne og forældre, men det er også nødvendigt at have folk bagved. Folk som står for de praktiske ting, såsom at der er spillertøj, bolde og øvrige træningsmaterialer til alle hold i klubben. En af disse er NFC’s materialeansvarlig Martin Huge Larsen, også kaldt ”Dinger” til hverdag. Han modtog også årets NFC pokal for hans store frivillige arbejde. Her var begrundelsen blandt andet følgende:

”Han er måske den i klubben som flest er afhængige af, hvis vi ser bort fra vores fastansatte personale – han er nemlig vores materialeforvalter – et job som vi fornemmer at han er rigtig glad for. Hvis man kommer i klubben en sommermorgen kl. 05.00 eller om aftenen kl. 23.00, så kan man snildt støde ind i ham.”

 Og det at være frivillig ligger nærmest i generne på ham, da stort set hele hans familie er frivillige i klubben. Det er for ham helt naturligt at være frivillig, og han startede da også i en forholdsvis ung alder at være frivillig:¨

- Jeg har valgt at være frivillig i klubben, da jeg først og fremmest mener, at det er vigtigt at være en del af et foreningsliv. Og så har det altid været en naturlig del af mit liv, da jeg i en ung alder startede som træner i B.1901 og senere blev sportslig ansvarlig. Efter en kort pause fik jeg muligheden for denne opgave, som passede mig godt, da jeg selv kan tilrettelægge tiden til opgaverne modsat trænergerningen, hvor der er faste træningstider.

Og ”Dinger” var slet ikke i tvivl om at han skulle være med, da Nykøbing FC startede:

- Det er en klub med mange gode klubfolk, som giver glæde og sammenhold. Da B.1901 og B.1921 besluttede sig for at gå sammen, lød det som en spændende rejse, som jeg gerne ville være med på. En rejse som langt fra er slut og derfor er jeg med endnu.

Hvis man spørger den materialeansvarlige hvad det bedste er for ham i hans frivillige arbejde i Nykøbing FC, så er det at han gør en forskel for de andre i deres frivillige arbejde en stor motivation:

- Det at kunne løse opgaver for andre, der bliver glade og sætter pris på det, gør mig glad. Det er motivationen for mig. Og hvis jeg så samtidig kan løse opgaven med økonomisk fordel, som jo også er en vigtig del af jobbet, så er det helt perfekt.

Dinger har efterhånden været frivillig i en menneskealder, og kender stort set ikke til ikke at lave noget frivilligt arbejde, og har svært ved at se at han ikke skulle have noget med NFC at gøre:

- Det kan selvfølgelig ske uventet ting, men umiddelbart så kan jeg ikke se at jeg ikke skulle have en frivillig tjans herude. En ting er sikkert – jeg vil altid følge Nykøbing FC.

Præmissen for enhver frivilligforening er, at alle bidrager. Uden frivillige, ingen forening, så enkelt kan det siges. 

Så tusind tak for jeres store engagement.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk