Årets NFC talent kåret i 2022 for 2021
NFC uddeler ”Årets talent” pokal til en spiller i NFC som vurderes ud fra følgende kriterier:
- Modtageren har gjort sig særlig bemærket (sportsligt) i det forgangne år
- Modtageren er et forbillede både på og uden for banen
Årets talent har altid været talentfuld, og gjort sig mere eller mindre bemærket på holdene han har spillet på.
Han har gennem den seneste tid været igennem en kæmpe udvikling. Han er en vigtig del af vores U17 hold, hvor han til dagligt ligger centralt i banen og er anfører. Han kan med sit gode blik for spillet sætte sine holdkammerater i scene, og han kan afgøre kampe med sin gode sparketeknik, Men allervigtigst af alt, er at han med sin attitude, sin vilje og sin personlighed, er ham som går forrest og giver alt for holdet.
Hans hårde arbejde har også gjort at han har fået en kontrakt i NFC og allerede nu, er han med oppe og træne med 1. Divisionstruppen. I går aftes fik han fortjent debut på vores 1. divisionshold mod Helsingør, hvor Ole kom ind i slutningen af kampen, hvor han gjorde det godt – blot 16 år gammel.
Der hvor hans største udvikling dog er sket, er på det menneskelige plan.
Han har taget meget store skridt som leder. Han har taget vores værdisæt PUMAEN til sig, og han er med til at tage ansvaret for at træningskvaliteten er høj. Han tager sig godt af sine holdkammerater, og lægger gerne en arm om dem og kommer med gode råd eller en opmuntrende snak.
Hans træner Emil Aske Hansen siger:
Det er fuldt fortjent at Ole bliver hædret som Årets talent i NFC. Ole er god dreng som har hævet sin træning - og kampniveau så meget, at han kan være med omkring 1. Divisionen i en så tidlig alder. Det er rigtig godt gået af ham og jeg er stolt af at have kunnet hjælpe ham med at opnå hans mål.”
Årets NFC-talent er Ole Jakobsen.
Kæmpe tillykke til Ole Jakobsen fra hele Nykøbing FC.