Nykøbing F. Svane Apotek støtter endnu engang lokalidrætten på Lolland-Falster
Apoteker Betina Kjær Hansen, indehaver af Nykøbing F. Svane Apotek, støtter endnu engang lokalidrætten på Lolland-Falster.
“Jeg er rigtig glad for at jeg har mulighed for at kunne støtte Nykøbing FC’s bredde. Det er essentielt for den gode trivsel, at man får noget motion, men også at man er en del af et godt fællesskab, og det ansvar løfter bredden for rigtig mange mennesker” - udtaler Betina.
Mange virksomheder sponsorerer i forvejen lokalidrætten på Lolland-Falster, men oftest vælger de at støtte Lolland-Falsters elitehold. Nykøbing F. Svane Apotek har dog valgt at gå i en helt anden retning, hvorfor de nu har indgået en sponsoraftale med Nykøbing FC’s Pigeafdeling.
“Vi støtter gerne elitesporten. Men man må ikke glemme bredden. Det er oftest dem, som står for den tidlige talentudvikling, så vi har brug for bredden - fortæller hun fortsat.
Fokus på kvinderne og pigerne
Nykøbing F. Svane Apotek har valgt at indgå en sponsoraftale med det nye kvindeseniorhold og Nykøbing FC’s øvrige pigeafdeling.
“Det er rigtigt, at vi kun sponsorerer det nye kvindeseniorhold og pigeafdelingen i Nykøbing FC’s bredde i år. Det er skam ikke fordi, at vi ikke vil støtte herrerne. Det vil vi gerne, og vi har gjort det tidligere. Men pigeafdelingen er på vej frem. Der er virkelig kommet en stor interesse for kvindefodbold. Så de skal selvfølgelig have lidt mere medvind. Drengene skal nok klare sig. Det har de gjort i mange år” siger Betina Kjær Hansen.
Nykøbing FC’s pigeafdeling har i de senere år været inde i en fantastisk udvikling, som har betydet en kraftig udvidelse af antallet af piger i afdelingen. Nykøbing FC har derfor også i sæson 23 / 24 opstillet det nye kvindeseniorhold.