Bjørnene hev et enkelt point og bevarede oprykningspladsen til 1. Division
Bjørnebanden mødte søndag Hvidovre, men fik ikke rigtigt kløerne i forstadsklubben. Nykøbing FC er fortsat ramt af skader hos Casper Andersen, Joachim Wagner, og Nicky Bertelsen, men holdet har hidtil mønstret et slagfærdigt hold. Det var som hjemmeholdet mere var til konfirmationsfest ligesom cheftræner, Jens Olsen, end de gik til stålet og viste sig som et 1. Divisionshold. Godt nok kæmpede spillerne, men Hvidovre var mere kampivrige end NFC i 1. halvleg.
Hvidovre startede bedst og var boldførende og selvom om NFC kom mere med, var det gæsterne, der førte løjerne an med bl.a. en 100% chance til Hvidovres, Mads Rønne, men Thomas Villadsen klarede med en flot fodparade efter 40 minutters spil. NFC havde chancer, hvor Lars Pleidrup gik til baglinjen et par gange, men nærmere blev det ikke. Thomas Villadsen havde flere gode indgreb, hvor forsvaret ikke fik bolden væk, men heller ikke Hvidovre kunne gøre det færdigt.
Halvlegen sluttede med to gange hjørnespark til Anders Due, der med sine farlige indadskruede spark gør ethvert forsvar nervøs, men halvlegen sluttede 0-0.
Mathias Olsen kom ind i 2. halvleg i stedet for Nicolai Jessen og fik lidt mere bredde i spillet. Mads Lind Jensen kom længere frem på banen efter pausen og havde et godt indlæg til Mikkel Dahl, men det blev ikke angribernes dag. NFC kom som nævnt længere frem, hvor Lars Pleidrup havde en stor mulighed, men sparkede over mål efter 57 minutter. Pleidrup havde efterfølgende endnu en stor mulighed, ligesom der opstod flere løse chancer i målfeltet, men det var som NFC helt havde glemt målfarligheden i denne kamp.
Hvidovre havde også muligheder i denne halvleg, men det lignede mere og mere en nullert. Efter 74 minutter kom NFC endelig foran ved Mads Ibenfeldt efter en frisparksaflevering fra Anders Due, men målet blev annulleret for offside. Der blev efterfølgende udskiftet på begge hold for at fastholde eller forsøge at finde en vinder, men det forblev 0-0.
Gule kort blev givet, efterhånden som spillerne blev trætte og kom for sent i tacklingerne, men ellers en fair spillet kamp, hvor der tilsyneladende var for meget på spil, idet spillet generelt var forkrampet.
Kampsponsor, Schulz Biler, kårede Anders Vest-Hansen som dagens The Man Of The Match i ENELCO Arena, der blev overværet af 851 tilskuere, som nok havde forventet mere af kampen. 1 point gør, at NFC fastholder den nuværende 3. plads en uge mere. En plads, der giver oprykning til 1.Division.
Næste weekend går turen til Risvangen Stadion mod Aarhus Fremad, lørdag den 30. april kl. 15:00.
De mange fodboldfascinerede falstringer og lollikker må nu vente helt til onsdag den 11. maj kl. 19:00, før vi igen kan opleve kampen om oprykningspladserne hjemme i NFC’s fort, ENELCO Arena.
Det bliver en forrygende aften på stadion, hvor NFC møder AB, der som det eneste hold i rækken har besejret bjørnene dette forår.
Denne aften præsenterer Nykøbing FC desuden en ny og meget spændende samarbejdspartner, som stiller an med en masse underholdning og sjove konkurrencer for alle på stadion, så gå ikke glip af en festlig onsdag aften i ENELCO Arena.