Menu

En nullert i Hvidovre

image
Mogens Christensen
23. maj 2016 kl. 07:48

Nykøbing FC og Hvidovre stod lige i tabellen i 2. Division inden opgøret fredag aften og begge hold havde brug for tre point. Det blev dog kun ét til hver på Hvidovre Stadion, også kaldet ”Kæmpernes Arena”.

Oplægget til  Hvidovrespillerne blev præsenteret for sponsorerne i Loungen og gik på alt at vinde og dermed ud over stepperne. Kampen startede også med Hvidovre i førertrøjen den første halve time, hvorefter Nykøbing FC styrede resten af halvlegen. Der var chancer til begge hold, men 100% chancer blev det ikke til.

Hvidovre havde et par gode indlæg samt frispark lige uden for feltet, men Thomas Villadsen var på sin plads. Også Anders Due fik et frispark lige uden for feltet, men hans skud blev pareret til hjørnespark. Daniel Hartmann havde gode træk op ad venstresiden  og kom også fri et par gange, men efterfølgende indlæg var for upræcise. Tiden gik og med spil midt på banen med boldtab for begge hold, forblev resultatet 0-0 ved slutningen af første halvleg.

Efter pausen ville Hvidovre mere og havde generelt flere chancer end Nykøbing FC, men afslutningerne var enten dårlige eller også var målmanden, Villadsen, på sin plads. Hvidovers, Peter Benjaminsen, havde et flot skud, som Villadsen sendte til hjørnespark. Der blev dog kæmpe fra begge sider, hvilket resulterede i i alt seks gule kort med tre til Nykøbing FC,  henholdsvis Joachim Wagner, Kasper Jensen og Jordan Wilson.

Nævnte Jordan Wilson kæmpede heroisk på midtbanen, men kræfterne slap til sidst op og Hvidovre fik mere plads,  men skarpe var de ikke i afslutningerne. Nykøbing FC havde muligheder og efter ca. 77 minutter fik Anders Due plads på højreflanken og spillede godt ind over, men indskiftede Nicolai Jessen kom lige netop for sent til en NFC-føring. Det havde næsten også være lige flot nok i henhold til kampens forløb. Få minutter senere fik Jessen endnu en stor mulighed via Lars Pleidrup, men målmanden, Mikkel Hasling, fik pareret.

Kampen endte 0-0 og de godt 950 tilskuere gik slukøret hjem og måtte konstatere, at oprykningen nu er endnu længere væk, hvilket i øvrigt også gælder for Nykøbing FC.

Kampens dommer, Jonas Hansen, gjorde det såmænd udmærket, men at uddele tre gule kort til hver var måske lige i overkanten. Nykøbing FC foretog tre udskiftninger, hvor Nicky Bertelsen igen kom på banen og fik en god fight med Hvidovreforsvaret. Nicky mangler dog forståeligt nok fortsat sin skarphed, men angrebet var generelt ikke skarpt denne fredag aften i Hvidovre.

Næste kamp spilles hjemme i ENELCO Arena mod Middelfart søndag den 29. maj kl. 15:00.

Gå ikke glip af denne dag på stadion med vigtige point at spille om og samtidig liv og glade dage på stadion. Der vil nemlig været spækket med konkurrencer og underholdning, når Frimann Biler udlover bl.a. fodboldbilletter til EM i Frankrig og ENELCO sætter en iPhone 5 på højkant.

Du kan desuden møde Claus Meyer og DJ, Kenneth Bager, på stadion og få mange andre sjove oplevelser.

NFC-spillerne har brug for al den gode opbakning, de kan få, så mød op på stadion nu på søndag og tag hele familien, dine naboer og deres venner med til fest i ENELCO Arena.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk