En spillers erindringer...
Det er søndag formiddag og klokken er 09:40. Nykøbing FC's integrations-hold, NFC Rockets, har mødetid før dagens kamp imod Systofte. Cheftræneren står konstant med røret i hånden, og får en masse opkald fra spillerne. "Vi er på vej, kan vi hentes, hvem spiller?" lyder det i røret. En hver anden træner havde revet sig i håret af frustrationer. Men ikke cheftræneren her. Han hedder i øvrigt Rene Ståle, men bliver af spillerne bare kaldt coach. Måske fordi flere af dem har svært ved at udtale det navn resten af klubben kender ham under, nemlig "Ståle". Coach snakker stille og roligt med drengene. "Ok hvor skal du hentes", "Jeps skynd jer" lyder det helt roligt fra træneren. Han er vant til situationen.
- Punktlighed er ikke deres bedste side, men det er nogle gode drenge lyder det fra Coach, da vi spørger ham om situationen. Ti min efter så står alle spillerne der, og er klar til at drage til Systofte.
Spillerne kommer fra Afghanistan, Irak, Syrien og Eritrea. NFC Rockets har nu spillet i snart 2 år, og startede som en projekt hos Sprog- og Integrationscenteret i foråret 2016. I september 2016 kom NFC og DBU med i projektet. Formålet er at udvikle spillerne både sportsligt men også som mennesker. De skal lære kulturen, foreningslivet og klubsolidariteten. Forhåbentlig skaber de nye netværk og venner, som de kan bruge udover fodbolden.
Da de går ud imod bilerne kører den hånd-holdte højtaler med en afrikansk sang, og drengene synger med. Det går stærkt i samtalerne og der er masser af dejlig energi i drengene. I omklædningsrummet i Systofte fortsætter energi niveauet. Det er ikke alle som har benskinner og støvler, men coach har styr på det, og alle får reglementeret påklædning på. Taktik snakken er klar, og der bliver fokuseret på fællesskabet og holdånden.
- Vi er et hold og vi står sammen og kæmper for det. Kom så drenge! 1-2-3 Rockets råber Ståle til dem. Under opvarmningen løber 2 spillere rundt med et anførerbind. Målmanden mente i dagens anledning også at han skulle være anfører. Hvorfor kan det ikke være 2 anfører spørger han drillende. Der er masser af fis og ballade, og en masse små-situation ala ovenstående med anførerbindet til stor morskab for med- og modspillere. Nogen gange er det bevist, andre gange er det de kulturelle forskelle.
Kampen går i gang og er en lige en af slagsen. Systofte kommer foran 1-0 og den stilling holder til pause. I pausen er der stor diskussion om hvordan spillet skal spilles. Coach hæver stemmen, og drengene lytter efter.
Anden halvleg er næsten ikke gået i gang før bolden ligger i vores mål igen. Temperamentet kommer lidt op i det røde felt, men falder hurtigt ned igen. Kort efter scorer Systofte igen, og lidt efter igen. Bagud 4-0 og ca. 30 min tilbage af kampen havde slået mange hold ud. Men de her drenge går frisk til sagen, og får reduceret. Sikken en jubel der blev - også selvom det kun var til 4-1. Coach råber fra sidelinjen - KOM SÅ DRENGE, I KAN GODT!
Og det kunne de. For kort efter så scorer de til 4-2 og 4-3. Jeg skal da lige love for at humøret fik en tand op ad. NFC Rockets havde muligheden for at udligne flere gange, men kampens resultat bliver 4-3, hvilket egentlig også var meget fair, hvis man ser på spil og chancer. Det slog ikke spillerne ud. De var stolte og glade over kampen. Et flot comeback og der kom en fornyet tro på holdet. Holdet som i øvrigt spillede serie 3 før vinteren, men da klubben trak et hold blev flyttet en række op.
Stor ros til holdet. Og næste gang I møder en af spillerne eller trænerne fra NFC Rockets, så giv dem lige et kæmpe skulderklap - det gør det godt.
Det er integration, fodbold og benhård konkurrence, men alle vinder!