Endnu en kasse fra Mikkel Dahl
Mikkel Dahl scorede 8 minutter før tid i en svær udekamp i Aarhus.
Det var ikke en let kamp på Risvangen Stadion i det nordlige Aarhus, selvom Nykøbing FC havde den tvivlsomme Lars Pleidrup med fra start. Mathias Olsen var også med fra start, men blev dog udskiftet i 2. halvleg med Joachim Wagner. Det var en tung, knoldet og mudret bane, hvorfor det polerede spil udeblev, men også det taktiske var vel en årsag til det beskedne fodboldspil. Ingen af holdene ville tabe og det gjorde vinderinstinktet noget begrænset.
1. halvleg blev aldrig den store oplevelse og spillet var usammenhængende. Mathias Olsen lagde ud med et langskud i de første minutter, men holdets største chance opstod i midten af halvlegen, da Mads Jensen tog turen på venstrekanten og kom med et godt indlæg til Mikkel Dahl, hvis hovedstød dog blev overplaceret og gik lige over målrammen.
Aarhus Fremad havde også chancer, men ikke større end at keeperen, Thomas Villadsen, kunne holde århusianerne fra scoring. Nej, det blev ligeved og næsten, inden dommeren fløjtede halvlegen af.
2. halvleg blev også forkrampet og selvom der blev åbnet mere op, lignede det igen en nulløsning, som NFC også kunne være tilfredse med. I det 62. minut fik Mads Ibenfeldt ikke clearet ordentligt og netop indskiftede, Uffe Troensegaard, kunne med et tørt skud bringe hjemmeholdet foran 1-0. Det kunne såmænd også være blevet 2-0 netop ved nævnte, Uffe Troensegaard, der blev spillet fri, men Thomas Villadsen var på sin plads og fik pareret.
Nu så det svært ud for nykøbingenserne, der i det hele taget havde det svært med at finde hinanden. Pludselig opstod en chance til Mikkel Dahl efter et indlæg i feltet fra Jordan Wilson og Mikkel Dahl kunne bringe balance i regnskabet efter 78 minutter. Det var forwardens syvende scoring.
Der blev naturligvis dramatik i de sidste minutter, hvor Aarhus Fremad bl.a. fik et hjørnespark i overtiden, men bjørnene klarede skærene og kunne returnere til Nykøbing med et dejligt point.
NFC-spillerne var glade for det ene point, især når spillet ikke fungerede optimalt, men Aarhus Fremad var heller ikke velspillende, hvilket de omkring 300 tilskuere også måtte sande. NFC fastholder den flotte 3. plads, idet Frem tabte i Thisted og Fremad Amager, der vandt i Hvidovre, indtog 2. pladsen.
NFC’s næste kamp er ude mod Brønshøj, lørdag den 7. maj kl. 15:00 på Tingbjerg Stadion. Lad os håbe, at bjørnene kan gentage successen fra sidst, de tog imod Brønshøj i ENELCO Arena og slog dem med en imponerende 6-2 sejr.