Fantastisk start på forårsturneringen for NFC´s 2. Divisionshold
Det er altid spændende at følge holdet efter vinterpausen og spillerne var ikke i tvivl om, hvilken indstilling der skal til for at være med i oprykningsspillet. Det blev en livlig start på kunstbanen i Middelfart, hvor NFC kom foran allerede efter 6 minutter, da Joachim Wagner med indersiden satte bolden i mål efter et godt indlæg fra Anders Due.
Begge hold ville frem på banen og således kunne Middelfart udligne efter 15 minutter. Nicolai Johansen trykkede af fra ca. 25 meter og med et præcist fladt skud tæt ved stolpen uden chance for den nyindkøbte NFC-målmand, Thomas Villadsen, udlignede Middelfart til 1-1.
Der gik dog kun gå få minutter, før Lars Pleidrup med sin gode teknik og enkelte træk bragte NFC foran 2-1. Kasper Jensen fandt Pleidrup på midten af banen og herfra var der kun én vej. Efter 28 minutter kom NFC yderligere foran med 3-1 efter et drømmemål af debutanten, Mikkel Dahl, der fra ca. 20 meter trykkede af og bolden strøg lige ind under overliggeren. Efterfølgende havde Pleidrup mulighed for endnu en scoring, dog uden held.
Middelfart foretog udskiftning for at stabilisere forsvaret og halvlegen sluttede fuld fortjent med en NFC-føring på 3-1 efter en hæsblæsende første halvleg.
Middelfart havde talt godt sammen i pausen og kom længere frem på banen i begyndelsen af 2. halvleg og truede NFC-forsvaret et par gange dog uden at score. Middelfart kom nærmere og nærmere NFC-målet, hvor bl.a. målscorer, Nicolai Johansen, havde et drøn lige over målet, men scoring blev det ikke til. Nykøbingenserne fik en pludselig kontramulighed, hvor Pleidrup fra midten af banen flot spillede Due fri, der uselvisk afleverede til Wagner og værsgo´ - 4-1 til NFC. Et fantastisk flot, klassisk NFC-angreb.
Efter en halv time i 2. halvleg fik NFC igen overtaget styringen af kampen med gode kontrafremstød. Mikkel Dahl havde et par gode muligheder. Målfesten skulle dog ikke slutte og Middelfart fik reduceret til 4-2 ved Rune Nautrup, inden Nicolai Jessen præcist afleverede til Jan Berner, der blot skulle sætte indersiden på til slutresultatet 5-2. Dobbeltmålscoreren, Joachim Wagner, fik en pause ligesom Anders Vest-Hansen blev udskiftet med Sebastian Koch i slutningen af kampen.
Det blev en fantastisk start på oprykningsspillet med fire debutanter på holdet, nemlig hjemvendte Mads Ibenfeldt, Kasper Jensen, Mikkel Dahl og Thomas Villadsen. NFC måtte undvære Casper Andersen, Mathias Olsen og Nicky Bertelsen pga. skader.
Selvom cheftræner, Jens Olsen, har tøvet en smule med målsætningen for det kommende halvår, må stemningen være steget adskillige grader. Der var ihvertfald aldrig tvivl om resultatet i debutkampen, hvor trupen viste flot spil og høj moral.
NFC's hjemmepublikum har derfor noget stort at se frem til og bør møde talstærkt op til første hjemmekamp på Opening Day, Skærstorsdag den 23. marts kl. 15:00 mod Thisted.