Herre 2. div.: "Det forsømte forår" blev til "Det succesrige forår" for NFC
Romanen fra 1940 - skrevet af Hans Scherfig og filmatiseret i 1993 - blev vendt 180 grader på hovedet af NFC, der i forårets 15 kampe arbejdede sig til 37 point, og det var et mere end oprykkerne fra FC Helsingør. Den præstation skal der løftes gevaldigt på hatten for. Det gælder først og fremmest spillerne og staben omkring, men også på den ledelsesmæssige side har NFC formentlig scoret hattrick via "indmeldelsen" af trioen Tage Nielsen i formandsstolen assisteret af to gange Claus med efternavnene Meyer og Jensen. Det nye projekt blev søsat under stor mediebevågenhed, og det var ikke varm luft. Der er en køreplan, som skal bringe Lolland-Falsters fodboldflagskib tilbage i smult vande. Gerne via en oprykningen i den kommende sæson, selv om det vil kræve meget både på den fodboldmæssige og ledelsesmæssige side.
NFC har nu muligheden for at tage et skridt op. Den bedste placering i seks år - femtepladsen - er NFC på en "uofficial" 33. plads i Danmark, og vi - seniores - husker stadig ottendepladsen i 1. division i 2004 og pokalslaget mod Brøndby IF for fulde huse på banen ved åen.
Den nye sæson står "pludselig" for døren, og det er med at være klar fra dag 1. Derfor er der til stadighed arbejdet med projektet både på og uden for banen.
Seneste kontrakter er forlænget med Joachim Wagner, Nicolai Jessen og jan Berner, der skal skifte job og flytter til Valby. Det er helt klart på plussiden, medens minussiden tæller Jakob Bonde Jensen og Anders Vest-Hansen, som begge drager til udlandet. Det var to meget stærke kort i foråret, og erstatningerne skal helst være i samme vægtklasse.
Lodtrækningen til de nye puljer i 2. division sendte NFC i pulje 2 med: Fremad A., BK Frem, B. 93, Marielyst, Dalum, Svendborg, Rishøj (hvis de slår Middelfart i play-off) og Næsby (hvis Rishøj taber play-off).
Det er alle hold, som NFC skal kunne matche på den lange bane, og man "slap" for nedrykkerne AB og Brønshøj, der røg i pulje 1.
Man skal altid gå efter guldet, og derfor er det vigtigt at være 100% klar til første turneringskamp.
Lige nu nyder NFC-erne successen fra foråret med rigtig mange store sejre og gode præstationer.
De tæller ikke, når kuglen sparkes i gang igen. Så er det den benhårde jagt efter nye sejre, der skal drive "Olsen-Banden" frem med fuld power på alle fronter. Alle skal i arbejdstøjet frem mod nye sejre.....