Herre 2. div.: Forord til NFC – Rishøj
I mit forord til kampen mod Svebølle bød jeg velkommen til årets førstekamp i Enelco Arena, det kan jeg så tillade mig at gøre igen da kampen som alle ved blev spillet på Gunslevholms kunststof, hvilket vi måske burde fortsætte med (det vender jeg tilbage til) men alligevel skal der lyd én stor velkomst til alle på Enelco Arena, ikke mindst til dagens modstander fra Rishøj, samt alle vore egne fans og sponsorer.
”Højt at flyve dybt at falde”, det er et velkendt ordsprog som desværre er meget passende når man skal beskrive vores to sidste kampe. Vi spillede et brag af en kamp mod Svebølle som blev ”blæst” ud af banen på Gundslevholm og vi vandt hele 6-0 o sejren kunne være blevet større. Nogen vil mene på en billig baggrund da vi udstillede Svebølles svage sider. Ikke desto mindre tabte Svebølle kun 0-1 i den forgangne weekend mod Fremad Amager som formodes at være et sikkert tophold når sæsonen slutter.
I samme spillerunde drog vi fulde af optimisme til Holbæk hvor vi skulle fortsætte de gode takter. Banen var denne gang af rigtig græs og af naturlige årsager væsentlig mere ujævn end kunststoffet, men stadig klasser bedre end Brøndby Stadion. Vi spillede en rigtig fornuftig 1. Halvleg, vi styrede spillet fuldstændig og vi sad kun og ventede på den forløsende scoring, den kom desværre ikke. 2. Halvleg startede med en stor chance til os som vi ikke udnyttede og så var det som om rådvildheden bredte sig. Spillet bølgede frem og tilbage uden den store sammenhæng, og så endte det med et tilfældigt mål til Holbæk og ingen mål til os. En tabt kamp til et hold som jeg vil mene vi var klart bedre end, spiller for spiller, og en kamp hvor 3 point havde fået os et godt skridt væk fra både den stiplede og den tykke nedrykningsstreg. Ikke mindst inden at en række af topholdene venter.
Vi har tidligere drøftet at vores unge hold vil ha’ svingende præstationer, men den antagelse kan vi godt sætte skarpere på nu med tilgang af indtil flere rutinerede spillere, som netop i sådan en kamp skal træde i karakter og skabe den ro der skal til. Det gjorde de desværre ikke i kampen mod Holbæk, en af årsagerne til at vi ikke fik det vi skulle ha’ med hjem, uagtet at vi havde mulighederne. Dagens kamp mod Rishøj er endnu en kamp mod en af holdene i den nedre region. Rishøj er altid svære at spille mod, vi tabte 1-0 sidst vi mødte dem og de formåede at tage point fra topholdet Frem i sidste weekend så det bliver bestemt ikke en nem opgave. Uagtet det skal vi have 3 point i dag hvis vi vil være med hvor det sner og skabe lidt luft til bunden. Vi har helt sikkert holdet til det, nu skal de bare bevise det endnu engang her i Enelco Arena, ellers må vi flytte tilbage til Gunslevholm og kunststoffet…
Rigtig god kamp.