Herre 2. div.: Ingen grund til at kigge bagud.....
Med syv point i de seneste tre kampe har B. 1908 for alvor vist tænder og kæmper for at undgå nedrykning eller play off-kamp, men amagerkanerne har gode kort på hånden efter 6-0-sejren onsdag aften i "skæbnekampen" mod Rishøj, der til gengæld for alvor kan risikere at få besøg af nedrykningsspøgelset. B. 1908 mistede i vinterpausen flere stærke kort, bl.a. Jesper Christiansen (Næstved BK) og broderen, målfarlige Thomas Christiansen (BK Frem). B. 1908 har dog tre vanskelige kampe på menuen: NFC ude, lokalopgøret mod Fremad Amager og hjemme mod Hvidovre IF. Der skulle helst ikke være point med i bussen til Amager søndag, hvor B. 1908 formentlig har keeper Steffen Spur Petersen, tidl. "Alliancen", i buret.
B. 1908 har et fint offensivt es i Martin Lisborg, og Brian Hasseriis, der har nået old boys-alder, kan stadig finde vej til nettet. Amagerkanerne har været markant stærkere på udebane, hvor 21 af 36 point er bogført efter kun fire nederlag i 13 kampe (Avarta, BK Frem, FC Helsingør og HIK).
NFC gjorde fin reklame for den næstsidste hjemmekamp via 3-1 ude over Avarta. Falstringerne var ikke så sprudlende som vanligt, men holdet fik igen vist, at man kan styre en kamp via klogt spil bagude, sikkerhed på midtbanen og nogle farlige fremstød. "Hammeren fra Sakskøbing" har længe "slået hårdt", og Nicky Bertelsen fik to gange før pausen vist, at han er i forrygende spille- og målhumør. Først med hovedet og derpå med en kraftfuld "jordstryger" med højrepoten. Værsgo Avarta - lyset var nærmest slukket af manden scoring nr. 14 og 15. Rødovre-mandskabet fik et lille håb ved 1-2, men så var indskiftede Samuel Owolabi klar til at demonstrere fart over noget nær en halv banelængde, inden han med venstrebenet sikkert udplacerede keeperen. Slut, finale og 3-1 til "Bjørnene". Flere mente, at Avarta-forsvaret ikke havde set den fart, Samuel skød, siden sidste afsnit af Top Gear.
Vi glæder os allerede til søndag!