Menu

Herre 2. div.: Nederlag til BK Frem

18. august 2014 kl. 10:40
NFC løb desværre ind i sæsonens 2. nederlag i sæsonens 2. kamp, denne gang på udebane mod BK Frem.

 
BK Frem lagde bedst ud og havde et par halve chancer i kampens første 10 minutter. Herefter kom NFC bedre med i kampen og havde efter 13 minutter en stor chance da Jan Berner spillede Kasper Jensen helt fri foran mål. Desværre misbrugte Kasper Jensen en gylden mulighed for at bringe NFC foran, da BK Frems keeper Simon Jørgensen fik hænderne på.

NFC havde egentlig godt fat i kampen, da BK Frems Mikkel Andersson pludselig sparkede på mål fra 35-40 meter. Rasmus Kurek blev fanget lidt på mellemhånd, og så var BK Frem desværre foran 1-0.

NFC spillet var ikke flydende, men BK Frem imponeret heller ikke på nogen måde, og da det også lykkedes NFC at komme frem til at par halve chancer til Nicky Bertelsen og Jan Berner kunne de medrejsende NFC supportere være rimelig fortrøstningsfulde i deres håb om at NFC resultatmæssigt skulle komme tilbage i kampen.
 
Efter 33 minutter er BK Frem hurtige på en omstilling, og slår en bold ind i feltet, som Jakob Bonde Jensen forsøger at cleare. Desværre får han ramt den så uheldigt at den ryger ind i eget mål, og så var NFC pludselig bagud 2-0.

NFC var tæt på et få reduceret lige inden pausen, da Nicky Bertelsen blev spillet i dybden, men desværre for ham og NFC blev vinklen for spidst, og spillerne måtte gå til pause nede med 2-0.
 
NFC kom mere offensivt ud til anden halvleg, og det gav pote allerede efter 4 min da Lars Pleidrup slår et hjørnespark til forreste stolpe, og her stod Nicky Bertelsen klar til med lidt held og fumleri at få bolden i kassen.

Herefter gik kampen lidt død, og spillet, der ikke var specielt kønt, foregik meget på midten af banen.

De største chancer i den periode tilfaldt også NFC, men både Jan Berner og Jonas Buhn misbrugte et par gode chancer.

NFC havde svært ved at få spillet sig i gennem til den helst store udligningschance og BK Frem kom lidt bedre med i kampen og havde i kampens slutfase et par gode tilbud fra distancen.

Det lykkedes desværre aldrig for NFC at få lagt det helt nødvendige pres til sidst i kampen, og da dommeren fløjtede kampen af, var det derfor BK Frem der kunne løfte armene i sejrsjubel.
 
Næste opgave for NFC er Lørdag den 23. august på udebane mod Rishøj kl. 15.00

Kampfakta BK Frem - NFC 2-1 (2-0)
Mål:
1-0 Mikkel Andersson (17)
2-0 Jakob Bonde Jensen, selvmål (33)
2-1 Nicky Bertelsen (49) 

Kort:
Jakob Bonde Jensen, gult (21)
Andreas Lundberg - BK Frem, gult (44)
Kasper Jensen, gult (68)
Joachim Pedersen, gult (74)
Mikkel Andersson - BK Frem, gult (89)

NFC's opstilling:
Rasmus Kurek - Mads Jensen - Jakob Bonde Jensen - Kasper Jensen - Jan Berner - Mathias Olsen - Joachim Pedersen  - Jonas Buhn (69. Andreas Kulle) - Lars Pleidrup - Joachim Wagner (78. Nicolai Jessen) - Nicky Bertelsen Ikke benyttet: Rasmus Bergholz - Kristian Strandgaard - Kasper Marland - Marc Petersen

Dommer: Yasin Seker
Tilskueretal: 529 i Valby Idrætspark.

Citater:
Målscore Nicky Bertelsen:
Det er skidt at vi igen spiller en mindre god 1. halvleg, specielt når vi har chance for at komme foran. Det er en kamp som vi bør få point i, men nu må vi forsøge at rejse os i den næste kamp.

Cheftræner Jens Olsen:
Vi ærger os over at vi ikke får point i dag, mod en modstander som vi bør kunne sammenligne os med. I sidste uge mødte vi en god modstander og spillede en god kamp. I dag møder vi et knapt så godt hold, men spiller desværre heller ikke så godt. Vi forærer dem to mål, og kommer egentlig selv frem til det antal chancer man kan forvente, men er ikke skarpe nok foran mål.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk