Menu

Herre 2. div.: Nykøbing FC jagter den tiende sejr i træk.....

image
13. august 2015 kl. 09:13
Det kneb med at få bolden i kassen mod B. 93, men 1-0 er også en sejr, og det var den niende i træk for "Olsen Banden".

Lørdag kl. 15 går jagten på den tiende sejr i træk i gang på Høje Bøge Stadion, hvor FC Svendborg er værter, når "Olsen Banden" rykker ud med en 1-0-sejr hjemme over B. 93 i bagagen. Det var en tilfredsstillende åbningskamp i KanalSport Divisionen, pulje 2, og trods tabet af markante spillere var sejren fortjent. Det var "ekspressen fra Rødby" - alias Nicolai Jessen - der blev matchvinder, da han efter en speed, der kunne have udløst en fartbøde, "hakkede" kuglen i nettet tæt ved den modsatte stolpe efter 66 minutter.

Nu gælder det opgøret mod det første af de fire fynske hold i puljen, og vi har tidligere i divisionen haft nogle meget svære kampe på dette stadion. FC Svendborg kom nogenlund fra start via 2-2 ude mod Næsby, og det ligner en 50-50 lørdag eftermiddag, hvor FC Nykøbings forsvar sikkert får mere at se til end mod B. 93.

Fynboerne trænes af den tidligere slider Julian Johnsson, der i sin tid var tæt på at skrive kontrakt med "Alliancen", men mødet i Nykøbing F. endte uden kontrakt.

I angrebet har fynboerne hentet store stærke Jesper Christiansen, der har spillet mange kampe mod "Alliancen" i bl.a. Kolding-trøjen, og han har senest spillet for FC Fredericia og er en herre, der har masser af fysik og rutine. Det bliver først og fremmest en opgave for det nykonstruerede midterforsvar - Casper Andersen/Philip Olsen - som fungerede udmærket mod B. 93 uden at være presset alt for voldsomt. Det bliver også spændende at følge canadiske Jordan Wilson på midtbanen. Han spillede en fin træningskamp mod AB og fulgte op med en stor indsats mod B.93 med masser af vilje og energi og en stærk boldomgang. "Hammeren fra Sakskøbing" - alias Nicky Bertelsen - tørster efter igen at kunne juble over en scoring, og han "skylder" en enkelt efter at være blevet pareret på målstregen af markspilleren Martin Heisterberg, efter at keeper Frederik Bruhn var afdriblet og efterladt i straffesparksfeltet!

Ikke mange når ni sejre i træk i divisionerne, og nu står NFC over for muligheden for at nå 10 og skaffe sig et perfekt udgangspunkt til næsten opgave, der er lørdag den 22. august kl. 15 mod Marienlyst på kunstgræsbanen på Windelsvej, Odense C.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk