Herre 2. div.: Revanchen ligger til højrebenet.....
Pinselørdag skal NFC på besøg hos Avedøre, og her skal der tages revanche for det meget ufortjente 1-3-nederlag i Enelco Arena, hvor gæsterne scorede to gange, inden de første grillpølser havde fået varmen. Siden blev det et bombadement af Avedøre-målet, og træværk, redninger på stregen og desperate forsvarsaktioner reddede sejren hjem for Avedøre, der tilmed scorede til 1-3 på et af de få kontrastød i 2. halvleg. Dengang var oprykkerne fra Avedøre bundhold, men siden har der været gang i pointhøsten. De seneste 14 kampe har kastet 27 point af sig (NFC har præsteret 25 point i samme periode), og inden første spark på Avedøre Stadion lørdag kl. 13.00 er der store smil hos hjemmeholdet, som p.t. er lige over kvalifikationskampstregen. Fire sejre, fire gange remis og fire nederlag er hjemmebankontoen på, og de sort-/hvidstribede er ubesejrede i de seneste fem kampe, heraf med fire sejre.
NFC har hentet point mod alle hold bortset fra Avedøre, og derfor har cheftræner Jens Olsens tropper et ekstra stort ønske om point på lørdag på det intime stadion uden tribuner mv.
Det har været en fin tur siden første kamp efter nytår (6-0 på Gunslevholms kunstgræsbane over Svebølle), og et forsigtigt tip er en lille fordel til NFC, der sikkert kommer meget i boldbesiddelse. Avedøre er først og fremmest et meget disciplineret mandskab, som satser meget på defensiven og håber på kontrastød.
NFC er dog advaret, og hvorfor ikke skyde Pinsen i gang med et brag i Avedøre lørdag.
Sejren over B. 93 (1-0) var fortjent, men NFC spillede ikke så sprudlende som vanligt, men sejr er alfa og omega, og så kan man altid vurdere skønhedsværdien efterfølgende.
Det nye projekt NFC blev skudt i gang i søndags med Claus Meyer og Claus Jensen i front, og det blev fejret med en sejr. Lad os bare fortsætte ud af den vej........