Menu

Herre OB: 1-8 over LUIF

02. maj 2014 kl. 23:06
Oldboys mødte onsdag aften LUIF, og vandt sikkert!

Set fra et NFC synspunkt, så var der aldrig tvivl om resultatet. Fra start til slut var det os der angreb, og LUIF der forsvarede. Og kampen er ikke andet end ca. 5. min gammel, da LUIF målmanden må hente bolden i eget net. Coach Velo havde taget konsekvensen af Pól's "ture" sidste kamp, og smidt ham op på midtbanen. Det kvitterede Pól - bedre kendt som grækeren - med et flot mål. Kort efter er det Rene Rygaard som er på spil, da han ville have vasket pletten væk fra sidste kamp. Sidste kamp var det tydeligt at han ikke havde rørt en bold i laaaaang tid, men som en gammel cirkushest, så skulle han kun bruge en kamp til komme tilbage og vise hvorfor han har scoret så mange mål.

Lasse Øster var kommet på banen efter ca. 15 min - ja det er oldboys, så der er brug for tidlige udskiftninger - og hans første berøring er et flot hovedstød, som havner i kassen. Nu var de gamle ben spillet varme, og Rygaard viser endnu engang klassen. Ja måske er referenten en lille smule i ekstase da referatet bliver skrevet, men flot så det ud, da Rygaard som den største naturlighed laver port på LUIF's Michael "Mik" i LUIF's felt, og sparker bolden sikkert ind. Hvis LF-serie trænerne havde været ude og se kampen, så var Rygaard nok kommet på holdkortet, ellers er jeg sikker på at han kan fortælle dem hvorledes det skal gøres, når LF-serien møder netop LUIF og "Mik" på søndag. NFC får endnu en scoring før halvleg. Denne gang på et hårdt og præcist skud. Det ramte i hvert fald midt i målet, og det var hårdt. Hvem der scorede er der tvivl om, men Læntver var dagens yngste mand på NFC, så han får æren.

Anden halvleg og vi fortsætter med at dominere kampen. Men til trods for store chancer til flere forskellige spillere, så skal vi et godt stykke ind i 2. halvleg før vi igen kommer på måltavlen. Og endnu engang var det "grækeren" der viste sin målfarlighed. Et flot langskud uden chance for LUIF målmanden. Lidt efter tryller Rygaard igen. Nede midt på LUIF's halvdel - ja Rygaard var faktisk dernede på et tidspunkt - får han bolden og for at det ikke skal være løgn, så laver han endnu engang en fræk port på "Mik", og lobber bolden flot henover målmanden fra ca 25 meters afstand. Vi bøjer os i støvet.

Desværre får LUIF reduceret til 7-1. I en omstillings situation taber vi bolden, og vores tunge forsvar kom ikke retur. Målmand Dabi, som ellers havde stået en fejlfri kamp, burde måske have taget det skud. Heldigvis kom vi hurtig tilbage på sporet med endnu et mål. Coach Velo, som ellers havde ondt i knæet, og ikke kunne løbe, var kommet til baglinjen, og smider flot bolden tilbage til Ravn, som scorer sikkert. Han skyldte også for en kæmpe afbrænder kort forinden ved en dødbold.

Kampen ender 1-8, hvilket er ganske tilfredsstillende. Det er tydeligt at se, at flere er ved at have spillet sig i, noget der minder om, kamp-form.
- Jeg er tilfreds med indstillingen, og ser frem til næste kamp. Flere er begyndt at løbe i det løbemønstre som vi træner på træningsbanen, og så er det jo altid rart at vores angribere begynder at score mål udtalte spillende træner Martin "Velo" til Nykobingfc.dk.

Næste kamp er på onsdag imod B.1938 kl. 19.00. Dette er en topkamp, som vi håber rigtig mange vil støtte op omkring.

/Gazza

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk