Menu

Nicky Bertelsen, Jordan Wilson og Lindeskovskolen gav racismen det røde kort

image
13. oktober 2015 kl. 11:02

Nykøbing FC har sat kampagnen ”Giv Racismen Det Røde Kort” på dagsordenen til hjemmekampen søndag den 18. oktober 2015, hvor vi inviterer alle under 18 år gratis på stadion til weekendens vigtige opgør mod Marienlyst.

I den anledning kiggede NFC-spillerne, Nicky Bertelsen og Jordan Wilson, forbi Lindeskovskolen i Nykøbing F. onsdag den 7. oktober 2015. Her deltog de i et foredrag med Spillerforeningen og talte om racisme, mobning og integration med eleverne.

75 personer fra syv forskellige 7-9. klasser var samlet på skolen og fulgte interesseret med i oplægget fra Simon Christensen, direktør i Player Social Responsibility. Med udgangspunkt i en episode, hvor fodboldspilleren, Samuel Eto’o, fra Cameroun i en kamp for sin forhenværende klub, FC Barcelona, blev udsat for grove racistiske tilråb fra tilskuere, skulle eleverne diskutere, hvordan forskellige parter herunder spillere, fans, dommere m.fl. kan udvise ansvar i en situation som denne.

Dagen blev afsluttet med højt humør og stor jubel, da de to NFC-spillere og eleverne dystede om at sparke en fodbold i mål.

Dette handler dog om meget mere end fodbold og med denne kampagne har Nykøbing FC taget hul på et nyt samarbejde med Guldborgsund Kommune og en række folkeskoler på Lolland og Falster. Formålet er at udvikle fælles visioner for sociale initiativer, hjælpe hinanden med at fremme positiv integration og give eleverne en bedre forståelse for begrebet ”racisme”.

Spillerforeningen udtrykker stor begejstring for det engagement, Nykøbing FC lægger i arbejdet omkring kampagnen ”Giv Racismen Det Røde Kort” og har som tak foræret Nykøbing FC ét af deres store, røde bannere, der normalt ses med på banen ved kampe i Superligaen. Dette banner vil fremover pryde én af tribunerne i Enelco Arena, Danmarks mest gæstfri hjemmebane, og skal minde tilskuerne om, at kampen mod racisme ikke kun skal kæmpes på stadion, men hver dag alle steder.

Den 18. oktober 2015 kl. 15:00 vil børn og unge fra hele regionen stå samlet på plænen og alle tilskuere får det røde kort i hånden. Se underholdende fodbold på stadion og deltag aktivt i kampen mod racisme. Giv dig selv, dine børn eller børnebørn en ny oplevelse af fællesskab og vær med til at sende et vigtigt budskab til resten af Danmark om, at Lolland-Falster er stedet, hvor vi tør tænke stort og hvor vi står sammen uanset alder, etnicitet eller social baggrund.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk