Menu

Oldboys: 3 point på kontoen

image
Ravnen
01. september 2016 kl. 20:20
NAB meldte afbud men det forhindrede ikke oldboys i at trille lidt bold

Onsdag aften skulle NFC's oldboys hold igen i kamp. Desværre meddelte NAB, at de ikke kunne stille hold, og kampen blev derfor aflyst. Der skal ikke lyde et ondt ord om NABs beslutning, men.... Det er drøn-ærgerligt med disse aflyste kampe. DBU LF har besluttet at lave et slut-spil for de 4 øverste hold fra foråret, hvor vi skal møde hinanden 2 gange. Det betyder at vi på et halvt år kun skal spille 6 kampe, og når flere hold (pt. er halvdelen af kampene i dette slutspil aflyst) så bliver det ikke til mange kampe. Vi håber at DBU LF vil genoverveje ideen om slutspil. Vi , og sikkert også de andre hold i oldboysrækken, ønsker blot at komme lidt ud og spille bold.

Nu var gode råd dyre, men coach Velo tog en hurtig beslutning og indkaldte til træningssamling. Nu skal det siges, at det ikke er lykkedes tidligere (måske aldrig) at få oldboysspillere til at komme til træning. Men tilmeldingerne strømmede ind, og pludselig var der 10 tilmeldinger ud af de 12 som var sat på holdkortet. Det vidner også bare om nogle "unge" mænd som egentlig bare gerne vil ud og trille lidt bold.

Således dukkede der 10 mænd op i fuldt NFC spillersæt kl 1820, og jeg skal da lige love for at der var mange der stoppede op for at kigge på. De tænkte sikkert sit. Flere råbte også om vi var klar over at NAB havde aflyst kampen. Det var vi selvfølgelig... Ik' Madsen :-)

Efter en hård opvarmning startede strabadserne... Okay hård og hård er måske så meget sagt, men vi fik da spillet firkant. Nå, men kamp til 2 mål, og selvfølgelig skulle det være ung imod gammel. Men her opstod de første problemer... Vi var jo alle gamle:-) Anyways så fandt vi frem til de yngste af de ældste, og så måtte der være en enkelt joker... Selvfølgelig var det Velo... Lidt ligesom i kamp. Flere stod stadigvæk på sidelinjen og grinte lidt af dette scenarie, som udspillede sig på NFC's anlæg. Næsten 2 timers træning for gamle drenge over 33 år....

Men det var spil i høj høj klasse. Faktisk så flot spil at Jens Olsen (red. NFC's 1. Divisionstræner), havde sendt sin anfører, Lars Pleidrup, ud for at lære lidt. Mon ikke at Pleidrups notesbog var fyldt ud, og at han kunne berette tilbage om en masse spillere med kvalitet, af egen avl, som kunne bruges på divisionsholdet!!! Det er der vist ingen tvivl om.

De "gamle gamle" viste rutinen (en gns.alder på 40 år) og kom også foran, og virkede mere klar. Ved pausen førte de med hele 7-4. Ryggaard, Heine, Nicklas og Dahl som udgjorde det "gamle gamle" hold var enormt ovenpå i pausen. De snakkede om verdensklasse afleveringer, og tekniske finesser af høj klasse. Til jer der kender ovenstående folk, så ved I udemærket at dette ikke er deres forcer.

Anden halvleg blev indledt som første sluttede. De "gamle gamle" scorede igen lidt flere mål end de "unge gamle". Og pludselig stod den 12-7, og jeg skal da lige love for at de "gamle gamle" var ovenpå. Der var faktisk ikke det de ikke kunne. Men om det var luften der gik ud af ballonen eller hvad det var, skal jeg lade være usagt, men de "unge gamle" tog sig i hvert fald sammen og 1-2-3 så stod den 12-12. Nu var der pludselig meget stille fra de før så højrøstet personer. De "unge gamle" satte tingene på plads, og vandt sikkert 12-14.

Jokeren aka Velo gav øl, og kammeratskabet blev fejret efterfølgende... Selvfølgelig med enkelte drillerier..:-)

I øvrigt så scorede Heine overhovedet ikke til denne træning. Det er lidt af en bedrift i sig selv. Læntver, som var en del af de "unge gamle", var ellers spændt på om Heine var en humørspiller, da han endnu ikke havde oplevet Heine spille godt. Men tørt efter kampen blev der sagt "Heine var vist ikke i humør i dag". De "unge gamle", som bestod af Læntver, Kim O, Ravn og Pol, sluttede træning af med at byde det andet hold på rematch.

Tiden må vise om der bliver tid til dette...

 

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk