Menu

Oldboys; Sejr i 10. runde

image
Ravnen
06. juli 2015 kl. 08:29
Oldboys sluttede fint af med en sejr på hele 1-7 over Tingsted

Onsdag den 17. juni spillede oldboys deres sidste kamp i dette forår. Turneringen var vundet, og vi var sikret 1. pladsen i rækken. Alligevel ville vi gerne slutte godt af, og Coach Velo fik sat spillerne godt op til kampen, og lovede kæmpe buffet og fri bar efter kampen, hvis vi vandt kampen. Hertil skal det siges, at buffeten bestod af grillpølser og kartoffelsalat, og den fri bar var et par halv varme pilsner/sodavand. Men ikke desto mindre så hjalp det - for 9. sejr ud af 10 mulige blev hevet hjem.

Kampen vandt vi med 1-7 over Tingsted på en våd og kold forårsdag. Målscorerne blev Sonny, Velo, Heine (ja Heine scorede), Larsen (han brændte også et par stykker) med 2 og Ryggaard med 2. Desværre scorede Tingsted også et enkelt hvor forsvaret ikke så helt godt ud, eller det var måske mere Pól der ikke så godt ud i situationen. Udover det så spillede han en fejlfri kamp. Men ellers en kamp som vi kan være rimelig tilfreds med. Flere gjorde det rigtig godt, men Nicklas Poulsen løb igen med stemmerne som kampens spiller. Stort løbearbejde, og en utrolig tålmodighed – han spiller ved siden af Karsten ”dybdeaflevering” Gärtig og lige bag 2 meget selviske angribere.

 

Foråret blev afsluttet i Velo’s have, hvor han havde disket op med den førnævnte buffet. Tak for det, og godt initiativ. I efteråret skal der så spilles om LF-mesterskabet i oldboys, og Velo har meldt ud at han forventer selvtræning af oldboys spillerne henover sommeren. Ellers udtager han bare nogle andre. Vi håber på snarlige comeback fra Baltser efter en lang skade, at Heine spiller en hel god kamp og at Pól scorer et mål.

 

God sommer!

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk