Menu

PRÆSENTATION AF NFC TV

image
01. september 2016 kl. 11:29
NFC TV – En ny og spændende digital aftale mellem Nykøbing FC A/S og TiFoSport

NFC TV producerer web-tv og videomateriale til Nykøbing FC’s hjemmeside og sociale medier med Facebook som den primære platform. Her bliver seerne taget med bag kulisserne i Nykøbing FC og får et dybere indblik i spillernes hverdag både på træningsbanen, på stadion, i omklædningsrummet og hjemme i privaten hos spillerne.

Axel Castenschiold: Vi etablerede et samarbejde med TiFoSport i starten af året, hvor de sendte livestreaming af vores hjemmekampe i forårssæsonen. Vi var fra begyndelsen meget tilfredse med kvaliteten af de stream, de leverede og glade for den gode relation, vi hurtigt fik opbygget. Nu, hvor Nykøbing FC er rykket op i 1. Division, ejer Viasat alle TV-rettigheder og vi må ikke længere selv sende livestreaming af vores kampe.

Vi er derfor enormt begejstrede for, at vi med NFC TV kan bygge videre på vores stærke samarbejde med TiFoSport og i dag præsentere et helt nyt og spændende produkt. Disse ekstra indslag via web-tv gør det fremover endnu sjovere at følge Nykøbing FC og giver seerne et kendskab til truppen, som de ikke kan få på anden vis. Vi ønsker at skabe endnu mere opmærksom omkring klubben, hvor den primære målgruppe er Nykøbing FC’s fans, men NFC TV henvender sig også til andre fodboldinteresserede, sponsorer samt medierne.

NFC TV viser bl.a. nyhedsindslag, unikke spillerhistorier og portrætter, reaktioner efter kamp fra både hjemme- og modstanderhold, optaktsudsendelser før kamp med træningssekvenser, interviews m.m. samt highlights fra hjemmekampe i ENELCO Arena. Disse highlights giver folk mulighed for at gense målene, hvor de vil, når de vil og ikke kun én gang, for langt størstedelen af vores følgere ser målene igen og igen.

Axel Castenschiold: Efter Nykøbing FC’s 3-2 sejr over Vendsyssel FF for to uger siden bragte NFC TV et goal show fra kampen på Nykøbing FC’s Facebookside. Denne video er nået ud til 40.000 personer og er vist mere end 13.000 gange af forskellige brugere. Vi har allerede nu mærket en kæmpe interesse for vores nye videoproduktioner, ikke kun lokalt her på Lolland-Falster, men fra alle dele af Danmark følger folk Nykøbing FC, ja vi har sågar fans i alle fire verdenshjørner. Vi får hele tiden efterspørgsler på flere indslag - og vi er kun lige begyndt. Vi har begge parter ambitiøse planer for, hvor vi ønsker at bevæge os hen med NFC TV og hvad dette samarbejde skal føre med sig.

Martin Christoffersen: For både TiFoSport og Nykøbing FC er vores succeskriterier, at alle videoindslag produceres professionelt og leverer et indhold, der enten gør seerne klogere, underholder dem eller gerne gør begge dele. Vi skal hele tiden være bevidste om, hvad brugerne af NFC TV vil have. På de sociale medier får vi responsen fra følgerne lige med det samme. Kunne de lide det eller kunne de ikke lide det? Hvor mange ser det, hvem ser det, på hvilket tidspunkt af døgnet og hvad synes de om det. Statistikken taler for sig selv og denne kontante afregning giver os en klar indikation om, hvordan vi tilpasser os netop dét, som folk vil have.

De største fordele ved de stream, TiFoSport leverer, er, at de er gratis for seeren, de kan ses worldwide og på alle medier, de kan genses 24-7 og livestreaming sendes altid i minimum HD kvalitet alt afhængig af dækning.

TiFoSport ønsker at vise de sportsbegivenheder, som TV-stationerne ikke gør

TiFoSport er startet af to lokale sportsentusiaster fra Lolland-Falster, René Rygaard og Martin Christoffersen. De har allieret sig med den alvidende fodbold-guru, John ”Fido” Hansen, bag mikrofonen som interviewer og kommentator.

Ved siden af samarbejdet med Nykøbing FC omkring NFC TV arbejder TiFoSport med at sætte fokus på den sport, der ikke bliver vist på landsdækkende TV.

René Rygaard: Livestreaming, som vi kender det i dag, er primært startet via bettingsider, men er løbende blevet bredt ud til de sociale medier. I henhold til egne analyser så ser 70 % af vores kunder livestream via en mobiltelefon, hvilket giver os et tårnhøjt antal potentielle brugere af et givent livestream, ikke kun i Danmark men også på verdensplan. For når der livestreames, så kan man i realiteten nå alle i verden på samme tid. Da TiFoSport tilmed er gratis for seeren, dækker vi derfor meget bredt, dog er den primære målgruppe for nu danske seere.

Indtil videre har vi hovedsageligt leveret livestreaming af fodbold på Lolland-Falster og Sjælland, men vi har også dækket turneringer, kampe m.v. i andre sportsgrene. Vi favner bredt og vores ønske er at nå ud blandt mange forskellige sportsgrene og ikke kun at følge de professionelle sportsudøvere, men også amatører i alle aldre.

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk