Tak for jeres store opbakning på Opening Day!
Vi kunne ikke have ønsket en bedre start på den nye sæson. Vi sikrede os de første tre point i en underholdende kamp mod B.93, hvor Enelco Arena osede af liv. 996 mennesker i højt humør var mødt op til fest på stadion, mens mange af de uheldige, som var forhindrede i at se kampen live på stadion, fulgte med online på KanalSport.dk.
Det var en sand fornøjelse at opleve så mange glade og forventningsfulde mennesker på tribunerne. Tusind tak for den store opbakning og den gode stemning, I var med til at skabe. Vi glæder os allerede til at se jer igen til næste hjemmekamp i KanalSport-Divisionen søndag den 30. august 2015, hvor vi får besøg af Fremad Amager. De møder altid op med mange fans, så det er vigtigt, at NFC får stor opbakning fra jer igen til denne kamp, så vi kan overgå den larm, ama’rkanerne laver.
Vi har desuden hentet ekstra forstærkninger til denne kamp. Du vil derfor kunne møde Claus Meyer og Mick Øgendahl på stadion denne dag, hvor de bl.a. står klar ved grillen og vender pølser i pausen og før kampen. Husk dit aktiebevis, så signerer de det gerne.
Så skynd dig at sætte et stort kryds i kalenderen søndag den 30. august.