Ét point er ikke nok til oprykning
NFC var i chok, da topscoreren, Mikkel Dahl, blev skadet til træning inden oprykningskampen mod Brønshøj. Der skulle tænkes tanker fra cheftræner, Jens Olsens, side, da topscoreren ikke kunne være med. Hvem skulle tage fronten, men heldigvis er Joachim Wagner snart i fulde omdrejninger igen efter en skadespause.
Kampen på Tingbjerg Idrætspark i Brønshøj startede stille og roligt, men allerede efter 12 minutter kom bjørnene foran ved Mathias Olsen, der for første gang i år kom på måltavlen. Et godt opspil med Nicolai Jessen og Joachim Wagner endte hos Lars Pleidrup, der fladt fandt Mathias Olsen, som blot skulle ekspedere bolden det sidste stykke. Efter målet var det NFC, der styrede kampen, mens Brønshøj nærmest så til, men stillingen kunne hurtigt ændre sig.
Kasper Jensen havde lidt problemer med hvepsenes hurtige kantspiller, der senere skulle vise sig at få stor indflydelse på resultatet, men det blev ikke til mere i denne periode. Jessen havde et indlæg til Wagner, der blev pareret til hjørne, men Anders Dues efterfølgende indlæg gik i sidenettet. Nævnte, Anders Due, havde en frisparksmulighed, men han synes ikke at vise sin kunnen for tiden og målmanden, Kasper Wilfort, tog sig af forsøget.
Efter 39 minutter fik Brønshøj en mulighed som Thomas Villadsen i målet ikke fik clearet ordentligt, men fik dog ekspederet bolden til hjørne, der senere blev afvist. Der blev lagt ekstratid til, da Brønshøj havde en udskiftning, og da Kasper Jensen skulle behandles i halvlegen for en mindre skade. Nævnte Kasper fik sent i halvlegen det gule kort ved en for sen tackling.
Det hele sluttede med 1-0 til NFC i 1. halvleg, som ikke var den helt store kamp, dog med NFC som holdet i mest boldbesiddelse.
2. halvleg startede med Brønshøj i teten, men NFC-forsvaret afviste. Ude fra kunne det se ud til, at bjørnene var tilfredse med føringen, og derfor kunne man godt forvente lidt mere initiativ med denne smalle føring. Brønshøj udlignede efter 56 minutter på direkte hjørnespark ved Jabar Sharza, der i øvrigt var et aktiv i Brønshøjlejren. Bolden sejlede gennem hele forsvaret og da Thomas Villadsen slog et hul i luften, ja så var udligningen en kendsgerning til glæde for de fleste af de 573 fremmødte tilskuere.
NFC mangler synligt en forward til at tage bolden til sig som Nicky Bertelsen og Mikkel Dahl mestrer, hvilket afløseren Joachim Wagner, der spillede udmærket, dog ikke er typen til. Jordan Wilson kom ind for målscoreren, Mathias Olsen, midt i anden halvleg og man fornemmede, at NFC fik lidt mere fat i bolden efter en noget mager periode dog uden at kunne frembringe farlige angreb. NFC udskiftede Joachim Wagner med Samuel Owolabi efter ca. 80 minutter, hvor begge hold søgte en afgørelse, men de oplagte chancers kamp var det ikke med 10 minutter igen.
Brønshøj var lige ved at løbe med alle 3 point, da målscoreren, Jabar Sharza, snuppede bolden i straffesparksfeltet, men totalkiksede kun 10 meter foran målet ved at skyde over. Lars Pleidrup fik i de døende sekunder tilranet sig et gult kort. Der blev spillet ca. 94 minutter, før dommeren fløjtede kampen af og bjørnene kunne tage hjem med ét point, som de kunne være tilfredse med, idet spillet efter den hurtige scoring ikke var noget at råbe hurra for.
Det friske spil fra turneringsstarten har holdet ikke kunne finde, men point på tavlen kom der. Stillingen i toppen af rækken er fortsat intens, især da Frem fiskede 3 point i de døende sekunder i Valby over HIK og Aarhus Fremad tabte til Marienlyst.
I denne uge kan alle NFC-fans glæde sig til hele to hjemmekampe i ENELCO Arena. Første kamp nu på onsdag den 11. maj kl. 19:00, hvor topholdet, AB, kigger forbi Falster. I skal ikke kede jer længere, for NFC spiller allerede igen lørdag den 14. maj kl. 15:00, hvor de jyske kæmper fra Brabrand står for skud. Denne dag spilles desuden forkamp i ENELCO Arena mellem Nykøbing FC og Rostocker U11, så denne dag åbner stadion kl. 13:30.
Mon ikke, at Nykøbing FC finder melodien frem igen efter tre kampe uden sejr også på trods af, at Mikkel Dahl ikke når at blive klar igen.
Det bliver en fantastisk uge i fodboldens tegn!