Danske Bank bliver første talentpartner i Nykøbing FC
Nykøbing FC har sat turbo på talentudviklingen til gavn for hele Lolland-Falster, og det er derfor med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at den første talentpartner er med ombord.
Områdedirektør i Danske Bank, Steen Dolberg, glæder sig over samarbejdet og over at kunne investere i landsdelens fremtid.
- I Danske Bank tror vi på Nykøbing FC, og klubbens ambitioner om at have en bæredygtig klub baseret på et stærkt talentarbejde.
- For os er det utrolig vigtigt, at vi får muligheden for et tæt samarbejde med drengene, som forhåbentligt bliver morgendagens stjerner. Vi er derfor meget glade for at engagere os som talentpartnere i Nykøbing FC, fortæller Dolberg, der ligeledes har stor fokus på, at aftalen gavner hele landsdelen.
- Det er vigtigt for os at være en del af et af lokalsamfundets sportslige lokomotiver, og det er ligeledes vigtigt, at vi samtidig har et fælles værdigrundlag med Nykøbing FC. Vi ved, at klubben har fokus på det hele menneske samt, at de unge spilleres uddannelse bliver prioriteret sammen med fodbolden, og det vil vi gerne støtte op om til gavn for alle landsdelens talentfulde spillere, siger Dolberg.
Danske Bank bliver den første talentpartner i Nykøbing FC, men selvom de først og fremmest bliver sponsor for klubben U17-hold, så er partnerskabet ifølge kommerciel direktør i Nykøbing FC, Søren Barslund, et stort skridt i den rigtige retning for talentudvikling på Lolland-Falster.
- Vi er enormt glade for, at Danske Bank har valgt at blive den første talentpartner i Nykøbing FC. Vi har allerede forbedret talentarbejdet i Nykøbing FC og omkring vores Top-Center, hvor talenter fra hele landsdelen er med, men med deciderede talentpartnere, kan vi gå ind og styrke setuppet yderligere. Vi er utrolig glade for, at Danske Bank har valgt at investere i landsdelens fodboldfremtid, siger Søren Barslund.