Her er overblikket over talentholdenes weekend (uge 12)
U/13 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - B. 1903 3-2 (1-2)
Mål: 0-1 (2. min.). 0-2 (9. min.). 1-2 (24. min.) Laurits Jensen. 2-2 (49. min.) Noah Sekula. 3-2 (55. min.) Marco Nielsen.
NFC fik en frygtelig start med to pletskud af B. 1903, inden uret havde rundet 10 minutter. Træner Dennis Numelins mandskab fik dog reduceret inden pausen, da Laurits Jensen slog til assisteret af Toke M. Rygaard. Efter pausen kæmpede NFC-erne sig til et overtag, og Noah Sekula udlignede efter et flot oplæg fra Laurits Jensen. Marco Nielsen var manden i centrum med sejrsmålet efter endnu en mønsteraflevering fra Laurits Jensen. NFC-presset gav pote, og Laurits Jensen, Tristan Poulsen og Noah Sekula var i fokus hos vinderne.
U/14 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - HIK 2-1 (2-0)
Mål: 1-0 (1. min.) Ole Jakobsen. 2-0 (29. min.) Rasmus Berner. 2-1 (70. min.).
NFC var fysisk langt stærkere end københavnerne, og sejren var reelt aldrig i fare, selv om NFC efter pausen gik ned i tempo. HIK fik dog aldrig produceret noget offensivt, og 2. halvleg blev noget kedelig, fordi NFC ikke kunne finde takterne fra 1. halvleg frem. Starten var forrygende, da Ole Jakobsen nærmest tacklede bolden over målstregen, og Rasmus Berner øgede til 2-0 i samarbejde med midtbanestrategen Oliver Bringe. Kort før tid fik HIK reduceret efter en stor fejl i NFC-forsvaret, men det var samtidig sidste aktion i en kamp, som NFC var klart bedst i.
U/15 Drenge Øst 2
Holbæk B&I - Nykøbing FC 4-3 (3-2)
Mål: 0-1 (1. min.) William Hansen. 0-2 (2. min.) Peter Howitz Birkegaard. 1-2 (17. min.). 2-2 (27. min.). 3-2 (25. min.). 4-2 (54. min.). 4-3 (68. min.) Anders Elo Petersen.
Efter en føring på 2-0 inden for de første to minutter måtte NFC efter syv point i de første tre kampe køre tomhændet fra Holbæk. Sjællænderne svarede igen med fire mål, inden Anders Elo Petersen kunne reducere i slutfasen på hovedstød. William Hansen løb en tilbagelægning op og bragte NFC i front, og kort efter var Peter Howitz Birkegaard på pletten med et flot langskud. Hjemmeholdet kom stærkt igen og superstarten blev i stedet til en fuser til slut. Peter Howitz Birkegaard og Frederik Olsen var bedst hos NFC.
U/17 Drenge Øst 1
Farum BK 2 - Nykøbing FC 0-3 (0-1)
Mål: 0-1 (31. min.) Calle Holluf Benediktson. 0-2 (64. min.) Oliver Baltzer. 0-3 (78. min.) Noah Skovgaard.
Sæsonpremieren forløb særdeles tilfredsstillende for cheftræner Lars Kok og NFC, der kom foran ved Calle Holluf Benediktson efter oplæg fra Junes El-Sayed. Efter pausen øgede Oliver Baltzer til 2-0, inden debutanten Noah Skovgaard slog sejren fast efter en flot enkeltmandspræstation. Han er kommet til NFC fra FC Nakskov og var med til at køre en sejr i stald efter en kontrolleret indsats gennem hele kampen. Hjemmeholdet fik kun meget få chancer, og Lucas Nyman Engelmand og Samuel Ayele var fremtrædende hos NFC.
U/19 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - BK Frem 2-4 (1-1)
Mål: 1-0 (26. min.) Nikolaj Bonde. 1-1 (31. min.) 1-2 (61. min.) 2-2 (67. min.) Simon Schultz. 2-3 (85. min.). 2-4 (88. min.).
Kampen tog en helt uventet drejning, da københavnerne ud af ingenting kom foran 3-2, og det gik helt galt for NFC, da gæsterne scorede yderligere to gange i de sidste minutter efter en klar NFC-dominans. BK Frem havde kun meget få afslutninger, og fire mål på nærmest ingen afslutninger var imponerende effektivt. NFC fik en god start, da Nikolaj Bonde headede bolden i nettet efter oplæg fra Mads Bjerg, og Simon Schultz udlignede i en god NFC-periode assisteret af Andreas Falster, men da BK Frem-erne var presset i bund, gik det galt for hjemmeholdet, hvor Nikolaj Bonde og Simon Schultz var i fokus.