Ny småbørneudviklingstræner i NFC
Nykøbing FC styrker det interne træner setup for de mindste årgange ved at ansætte Martin "Dølle" Jørgensen som småbørneudviklingstræner med fokus på U4-U7. Martin skal sammen med Ole Nielsen sikre, at de mindste spillere i klubben for den rigtige start med glæden til fodbolden. Det vil ske med aldersrelateret træning med masser af sansemotorisk træning, koordinationstræning, balanceøvelser og boldøvelser med lege, øvelser og spil. Martin Jørgensen skal i starten følge Ole Nielsen i en "følordning", hvor han bliver sat ind arbejdet som småbørnsudviklingstræner og NFC's DNA.
Hvis nogen synes, at navnet lyder bekendt, så er det ikke helt forkert. Martin Jørgensen har fået sin fodboldopdragelse i B. 1921/NFA/LFA og har spillet flere divisionskampe under Carsten Broe. Desværre satte skader en stopper for den aktive karriere. Desuden har han været ungdomstræner og senest ungdomsscout for U8-U10 i Brøndby IF.
Med Martins ansættelse sætter Nykøbing FC yderligere fokus på de yngste årgange, og Martin ser frem til at komme i gang:
- Jeg har jo selv fået min fodboldopdragelse hernede, og glæder mig derfor til at kunne give lidt tilbage. Og nu bød muligheden sig, da vi flyttede herned af igen."
Som sagt skal MJ følge Ole Nielsen det første stykke tid, og Ole ser frem til samarbejdet:
- Jeg ser frem til samarbejdet med Martin og glæder mig til at videregive min erfaring med Børnefodbold fra mit arbejde i DBU og ikke mindst gennem vort intense arbejde med at udvikle Børnefodbolden i NFC. Og derfor er det vigtigt, at vi får unge nye kræfter ind, som Martin, til at bidrage med denne udvikling.
Martin startede allerede den 1. Januar 2019 og aftalen lyder på 1,5 år. Martin har en klar holdning om, hvorledes man bør træne de mindste:
- Man kan ikke starte med at træne de yngste, som var de 10 år. Vi starter med det grundlæggende og bygger på år for år, således at de yngste konstant udvikler sig og bliver mere og mere fortrolige med fodboldspillet", slutter Martin Jørgensen.
Velkommen til Martin - tag godt imod ham!