Talentholdenes kampe i uge 41
U/14 Drenge Liga 2
Nykøbing FC – Brøndbyernes IF (2) 3-3 (2-0)
Mål: 1-0 (8. min.) Marco Nielsen. 2-0 (28. min.) Marcus Rasmussen. 3-0 (43. min.) Milas Frederiksen. 3-1 (46. min.). 3-2 (51. min.). 3-3 (56. min.).
Med en 3-0-føring og medvinden efter pausen lå sejren lige til højrebenet for NFC, men gæsterne viste høj moral og pressede på det meste af anden halvleg og kunne med lidt held have vundet kampen, men to store redninger af Elias Brandt Andersen i NFC-målet gav et point. Dermed er NFC stadig med i kampen om førstepladsen. Marco Nielsen bragte NFC foran efter oplæg fra hurtige Marcus Rasmussen, der øgede til 2-0 inden pausen. Milas Frederiksens mål til 3-0 i samarbejde med Marcus Rasmussen lignede afgørelsen, men BIF kæmpede sig tilbage og pressede NFC i bund flere gange. Marcus Rasmussen og Milas Frederiksen var bedst hos NFC.
U/15 Drenge Liga 2
Gladsaxe-Hero BK – Nykøbing FC 2-2 (2-1)
Mål: 1-0 (7. min.). 2-0 (15. min.). 2-1 (24. min.) Simon Baltzer. 2-2 (65. min.) Noah Sekula.
Det gik helt galt fra start for NFC, der kom bagud 2-0, men gæsterne fik mere og mere at skulle have sagt i et tæt opgør, og dermed er NFC stadig med i kampen om førstepladsen. Simon Baltzer fik reduceret til 1-2 assisteret af Noah Sekula, og sidstnævnte udlignede efter hjørnespark med sit stærke venstreben. NFC kæmpede godt, men starten var fatal. Toke Rygaard og Noah Sekula var bedst hos NFC, der tabte et lille skridt i topstriden.
U/17 Drenge Divisionen
Nykøbing FC – B. 93 0-10 (0-4)
Mål: 0-1 (13. min.). 0-2 (17. min.). 0-3 (25. min.). 0-4 (44. min.). 0-5 (51. min.). 0-6 (61. min.). 0-7 (69. min.). 0-8 (78. min.). 0-9 (81. min.). 0-10 (87. min.).
Endnu en hård dag for NFC, der fik en på sinkadusen af københavnerne, der afgjorde kampen før pausen med fire scoringer, og efter kampen gik det fortsat ned ad bakke for hjemmeholdet, der måtte indkassere yderligere seks pletskud. Holdet har slået Kolding IF (4-3), men de øvrige otte opgør har ikke været særligt opløftende i en stærk række. En målscore på 9-40 fortæller alt om holdets vanskeligheder. Rasmus Berner og Frederik Olsen fremhævedes hos NFC, der havde en sort lørdag eftermiddag på kunstgræsbanen.
U/19 Drenge Divisionen
Nykøbing FC – B. 93 1-2 (0-2)
Mål: 0-1 (26. min.). 0-2 (45. min.). 1-2 (78. min.) Noah Skovgaard.
Topholdet slap fra Nykøbing F. med alle tre point, men NFC kom efter en noget ”tynd” indsats før pausen for alvor ind i kampen og pressede topholdet uden at blive belønnet for en god anden halvleg. Noah Skovgaard reducerede til 1-2 mod det ubesejrede B. 93-mandskab, men trods en lige anden halvleg var der ikke point til hjemmeholdet, der var uden cheftræner Thomas Slosarich, der benyttede lørdagen til at blive gift. Holdindsatsen i anden halvleg lover godt før udekampen i Slagelse.