Menu

Talentholdenes kampe i uge 45

image
10. november 2020 kl. 11:31

U/14 Drenge Liga 2

Nykøbing FC – Ølstykke FC 0-5 (0-2)

Mål: 0-1 (8. min.). 0-2 (11. min.). 0-3 (42. min.). 0-4 (66. min.). 0-5 (69. min.).

Ubesejrede Ølstykke FC vandt for ottende gang i 10 kampe og tog fra Nykøbing F. med en storsejr i topkampen, hvor NFC på andenpladsen blev straffet, når man ikke kunne udnytte meget store tilbud til topscorer Marcus Rasmussen, der havde chancen ved både 0-1 og 0-2, men sjællænderne slap med skrækken. Topholdet er klart bedst i denne række, hvor NFC går efter andenpladsen. Mads Larsen og Malthe Høj Vest Hansen var bedst hos NFC.

U/15 Drenge Liga 2

Fremad Valby – Nykøbing FC 4-2 (1-2)

Mål: 0-1 (14. min.) Gustav Klingenberg Hansen. 0-2 (28. min.) Matias Munk Hermann. 1-2 (29. min.). 2-2 (38. min.). 3-2 (42. min.). 4-2 (70. min.).

NFC jagtede andenpladsen sammen med Fremad Valby, og det tegnede lyst for falstringerne, der kom foran ved Gustav Klingenberg Hansen assisteret af Tristan Poulsen. Banens bedste – Matias Munk Hermann – øgede til 2-0 efter hjørnespark, men kort efter reducerede hjemmeholdet, der stod meget defensivt og spillede på lange bolde. Det gav gevinst efter pausen, hvor NFC ikke var lige så effektive som før pausen, og et selvmål til 2-3 gjorde ondt på NFC, der nu kæmper med om tredjepladsen. Laurits Jensen og Tristan Poulsen var gode kort hos NFC.

U/17 Drenge Divisionen

FC Helsingør – Nykøbing FC 8-0 (5-0)

Mål: 1-0 (28. min.). 2-0 (31. min.). 3-0 (38. min.). 4-0 (43. min.). 5-0 (44. min.). 6-0 (59. min.). 7-0 (76. min.). 8-0 (79. min.).

Hjemmeholdet vandt den ottende sejr i 10 kampe og er med i kampen om førstepladsen, mens det ser modsat ud for NFC med blot en sejr i 12 kampe. Det så ellers ikke så sort ud i den første halve time, hvor William Lohse havde chancen for at bringe NFC i front efter 10 minutter, men han sendte bolden forbi mål. I stedet satte FC Helsingør turboen til og nåede at score fem gange inden pausen. Målet til 2-0 knækkede gæsterne, og så slog topholdet til i en målfest med NFC-erne som triste tilskuere. NFC var ganske enkelt overmatchet efter en rimelig halv time, men den sidste time var helt på sjællændernes præmisser.

U/19 Drenge Ligaen

FC Helsingør – Nykøbing FC 4-3 (2-2)

Mål: 1-0 (6. min.). 2-0 (11. min.). 2-1 (12. min.) Rasmus Nøhr. 2-2 (17. min.) Selvmål. 3-2 (51. min.). 3-3 (66. min.) Mohamed Osman Mohamed. 4-3 (90. min.).

NFC havde det ene point på gaflen og var i overtal efter en udvisning til hjemmeholdets Valdemar Larsen efter 63 minutter, men kort før slutfløjt satte FC Helsingør det afgørende stød ind til 4-3 på en omstilling, og det var en særdeles hård skæbne for falstringerne, der blot har vundet to af 12 kampe. Hjemmeholdet lagde stærkt ud og var foran 2-0, inden Rasmus Nøhr reducerede med et flot langskud. Det blev 2-2 på et selvmål, som Rasmus Nøhr fremprovokerede. Mohamed Osman Mohamed udlignede til 3-3 i NFC-overtal efter oplæg fra Junes El-Sayed, men skæbnen var hård ved NFC, hvor Rasmus Nøhr og Mohamed Osman Mohamed lyste op.  

;
;
NykobingFC.dk bruger cookies for at kunne give dig den absolut bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies, der er beskrevet i vores cookiepolitik.
Læs mere!
Luk