Talentholdenes weekend i uge 24
U/19 Drenge Øst 1
Nykøbing FC - Ledøje-Smørum 4-2 (1-0)
Mål. 1-0 (16. min.) Alhaji K. Faye. 1-1 (52. min.). 2-1 (61. min.) Alhaji K. Faye. 2-2 (64. min.). 3-2 )78. min.) Kristoffer Edvardsen. 4-2 (87. min.) Mads Schöndorff.
NFC sluttede godt af med en hjemmesejr, der sendte træner Anders Vest-Hansens mandskab to pladser op til tiendepladsen. Alhaji K. Faye åbnede ballet på hovedstød assisteret af Jerry Saengsunanon, og han stod også for målet til 2-1 efter godt opspil af Mads Schöndorff. Selv om gæsterne fik udlignet to gange, var NFC bedst og kom i front ved Kristoffer Edvardsen efter et sololøb. Kort før tid slog Mads Schöndorff sejren fast efter et sololøb fra banens midte, hvor han sluttede af med at afdrible keeperen. Her stod Kristoffer Edvardsen for oplægget, og han var sammen med Alhaji K. Faye og Mads Schöndorff toneangivende hos NFC.
Klubben har i øvrigt valgt ikke at gøre med ved at være taberdømt mod Værløse, selv om det var sjællændene, som burde taberdømmes for ikke at overholde en flytteaftale.
U/17 Drenge Divisionen
FC Roskilde - Nykøbing FC 9-1 (4-0)
Mål: 1-0 (6. min.). 2-0 (13. min.). 3-0 (25. min.). 4-0 (36. min.). 5-0 (53. min.) (straffespark). 6-0 (54. min.). 6-1 (57. min.) Lucas Brix Christiansen. 7-1 (62. min.). 8-1 (68. min.). 9-1 (72. min.).
NFC sluttede af med en indsats langt under middel og tabte hele 1-9 til sjællænderne, der endte på tredjepladsen i tabellen, mens NFC sluttede tredjesidst. Fem sejre i 26 kampe er bestemt i underkanten, og cheftræner Brian Rasmussen, der rykker med op på U/19, var meget skuffet over indsatsen, hvor FC Roskilde fra start satte sig på kampen med et par hurtige pletskud. Topscorer Lucas Brix Christiansen reducerede til 1-6 på en ripost efter en afslutning fra Oliver Dylong. Målmand Jeppe Rasmussen reddede NFC fra et større nederlag sammen med Calle Holluf Benediktson på en rigtig sløj dag for falstringerne.
U/14 Drenge Øst 2
Nykøbing FC - Elite Bornholm 0-1 (0-1)
Mål: 0-1 (2. min.).
Gæsterne var mest klar i starten af kampen trods afgang kl. 05.00 fra Rønne. NFC fik aldrig greb om kampen, og dermed rykkede Elite Bornholm op på siden af falstringerne, der kunne have taget tredjepladsen ved sejr. Indsatsen var under niveau, og Nikolaj Høj, Frederik Olsen og Kalla Bjerregaard var bedst hos NFC, som skuffede, mens gæsterne havde noget at glæde sig over til hjemturen.
U/13 Drenge Øst 1
AB - Nykøbing FC 4-1 (2-0)
Mål: 1-0 (12. min.). 2-0 (16. min.). 3-0 (39. min.). 3-1 (51. min.) Magnus Nykjær. 4-1 (57. min.).
NFC tabte et stort skridt i kampen om topplaceringerne, da AB vandt en sikker sejr. NFC virkede ikke oppe i gear, og det blev straffet med to AB-mål i hver halvleg. Magnus Nykjær reducerede til 1-3 på et hovedstød efter hjørnespark fra William Lohse. Fem sejre i 10 kampe er godkendt hos NFC.