Få overblikket over talentholdenes kampe for uge 22
U/19 Drenge Divisionen
Nykøbing FC – FC Helsingør 2-4 (1-2)
Mål: 0-1 (5. min.). 0-2 (6. min.). 1-2 (42. min.) Milas Schwensen. 1-3 (53. min.). 1-4 (57. min.). 2-4 (75. min.) Milas Schwensen.
NFC bød topholdet op til dans i sommervarmen, men gæsterne var for stærke og tog alle tre point med retur til sundbyen. To hurtige mål slog til dels NFC ud af stilen, men inden pausen fik Milas Schwensen reduceret til 1-2 assisteret af Allan Chebli. Efter pausen var gæsterne igen i fokus med to hurtige scoringer, inden Milas Schwensen reducerede til 2-4 efter oplæg fra William Hendriksen. Lucas Nyman Engelman blev ramt i hovedet, men NFC-eren slap formentlig med en gedigen hovedpine. Rasmus Johnsen var bedst hos NFC, hvor forsvaret trods fire scoringer fungerede udmærket.
U/17 Drenge Divisionen
Nykøbing FC – FC Helsingør 1-6 (1-2)
Mål: 1-0 (26. min.) William Lohse. 1-1 (29. min.). 1-2 (39. min.). 1-3 (59. min.). 1-4 (71. min.). 1-5 (73. min.). 1-6 (77. min.).
Gæsterne indtager en solid andenplads og var for stor en mundfuld for de unge NFC-ere, der kom foran ved William Lohse efter oplæg fra Ole Jakobsen, men så gik sjællænderne for alvor i aktion. Indstillingen mod topholdet var i orden, og NFC fulgte pænt med før pausen, men i slutfasen var hjemmeholdet i defensiven og overmatchet. Det udmøntede sig i tre mål på fire minutter et kvarter før tid, og så var ballet forbi. Efter 0-6 i Hobro skal NFC nu kæmpe for at slutte godt af i de sidste fire kampe.
U/15 Drenge Liga 2
Nykøbing FC – Gladsaxe-Hero BK 5-2 (1-1)
Mål: 1-0 (1. min.) Gustav Klingenberg Hansen. 1-1 (1. min.). 2-1 (41. min.) og 3-1 (67. min.). Gustav Klingenberg Hansen. 3-2 (68. min.). 4-2 (70. min.) Matias Munk Hermann. 5-2 (70. min.) og 6-2 (70. min.) Gustav Klingenberg Hansen.
Trods de høje temperaturer blev der fightet fra begge sider, da NFC besejrede sjællænderne, som kun havde tabt en kamp. Skarpskytten Gustav Klingenberg Hansen var nærmest ustyrlig i sommervarmen, og topscoreren var i den grad udslagsgivende med fire pletskud. Det gik stærkt i slutfasen, hvor begge hold slog til, men det var NFC, som kunne bogføre de tre point anført af Gustav Klingenberg Hansen, Matias Munk Hermann og Carl Riisgaard.
U/14 Drenge Liga 2 – slutspil
Nykøbing FC – GVI 7-1 (4-0)
Mål: 1-0 (2. min.) Marcus Rasmussen. 2-0 (3. min.) Mads Larsen. 3-0 (17. min.) Jonas Eggertsen. 4-0 (34. min.) Marcus Rasmussen. 5-0 (37. min.) Jeppe Karlsson. 6-0 (39. min.) Mads Larsen. 7-0 (43. min.) Milas Frederiksen. 7-1 (61. min.) straffespark.
Der var ikke noget at rafle om, da cheftræner Dennis Numelins mandskab gav opvisning mod københavnerne. NFC-erne var et niveau over gæsterne på alle parametre, og en kanonstart med to hurtige mål pillede pynten af GVI-erne, der måtte halse efter hjemmeholdet i solskinnet. Efter 4-0 ved pausen var kampen afgjort, inden GVI fik reduceret til 1-7 på et straffespark. Eneste malurt i bægeret var en sen udvisning af Milas Frederiksen, der ”brokkede sig” til det andet gule kort, men det ændrer ikke på en stor holdpræstation.
U/13 Drenge Liga 2
GVI – Nykøbing FC 1-2 (0-2)
Mål: 0-1 (4. min.) Oscar Tinggaard Madsen. 0-2 (27. min.) Nicolai Andersen. 1-2 (33. min.).
Efter en sejr og to gange remis var der igen sejrssang hos NFC-erne i omklædningsrummet efter 2-1 i Vangede, hvor falstringerne kom godt fra start med mål efter fire minutter ved Oscar Tinggaard Madsen, og inden pausen øgede Nicolai Andersen til 2-0. Han var først over en tilfældig chance efter hjørnespark og sendte gæsterne på vinderkurs. GVI fik reduceret til 1-2 kort efter pausen, men NFC var bedst med et lille overtag, der holdt kampen ud. En god indsats af NFC, hvor der især var plusser til Gustav Østergaard, Oscar Tinggaard Madsen og Theodor Lund.
U/12 Drenge SU
Solrød FC – Nykøbing FC
De syv kampe indtil videre i sæsonen viser, at der er talent på vej i den unge årgang. I hedebølgen var det falstringerne, der førte an og lagde godt ud med to scoringer i starten mod et fysisk stærkt mandskab. Anakin Andersen scorede tre gange og er nu på 11 pletskud i syv kampe, og en god holdpræstation med ekstra plusser til Anakin Andersen og Thias Langballe er en god ballast inden sidste kamp hjemme mod Herlufsholm GF.