Fodbold Fitness for mænd
Mange mænd har haft en masse gode oplevelser med fodbolden. Tænk tilbage på glæden ved at komme på græs i foråret, eller når det lykkedes dig at tage bolden fra ham den hurtige - eller måske score dit første hovedstødsmål. Samtidig ved vi, at seniorfodbold ofte er forbundet med kampe hver weekend, hvilket får mange mænd i den ”gode” alder til at stoppe med at spille og i stedet vælge den mere uforpligtende løbetur eller det fleksible fitnesscenter.
Motionsfodbold for mænd er et træningstilbud til mænd, der elsker spillet på grønsværen, men som ikke ønsker at være bundet af et turneringsprogram. Det handler om legen med bolden, der er både sundt, sjovt og socialt.
Konceptet kombinerer styrketræning og fodboldøvelser i et fleksibelt 12 ugers træningsforløb. Styrketræningen sikrer en optimal opvarmning, der mindsker risikoen for skader og øger spillernes styrke gennem effektive og varierende øvelser. Fodbolddelen giver inspiration til sjove øvelser og spil, der gør det let at organisere træning, der består af andet end spil til to mål.
Træningsforløbet skal ikke følges slavisk fra start til slut, men skal i højere grad ses som et fleksibelt øvelseskatalog, der kan kombineres på kryds og tværs. Nogle dage ønsker holdet måske at lave flere forskellige øvelser, mens det på andre tidspunkter kun vil spille kamp.
Arne Jensen, arne@puskas.dk, 5328 4004